Driftig 100-årig. Send ikke flere penge, dem har vi nok af. Mens oliepengene strømmer ind på kontoen, ser Norge sig som verdens moralske entreprenører og fredsstiftere. Et forpligtende europæisk engagement? - måske om nogle år.

Udenforlandet

Af OLE NYENG NR. 11, 17. - 23. marts 2006

OSLO - Da FNs udviklingsorganisation UNDP for nylig kårede Norge til verdens bedste land at bo i - efter parametre som levealder, sundhedstilstand, uddannelsesniveau og gennemsnitsindtægt per indbygger - var det ikke noget, der vakte særlig opsigt her. Dels er man vant til det - det er femte år i træk, UNDP sætter nordmændene øverst. Dels vader Norge i topplaceringer på enhver politisk korrektheds-liste: Verdens mest bæredygtige økonomi, landet med de fleste kvinder i parlamentet (efter Rwanda, men det tæller ligesom ikke rigtigt), landet, hvor begge de to mulige regeringskonstellationer til valget 12. september fører valgkamp på at sætte ulandsbistanden op til én procent af bruttonationalproduktet. Hvilket vil give Norge endnu en godhedens verdensrekord: Største bistandsyder per indbygger.

Det er svært at bevare pessimismen i Oslo, hvilket, når alt kommer til alt, skyldes endnu en statistisk kendsgerning: Norge er verdens tredjestørste olieeksportør. Mens det meste af verden vånder sig under stærkt stigende oliepriser, tæller de penge i Oslo. Eller rettere: De sætter dem ind i den statslige oliefond, som allerede nu indeholder 1200 milliarder norske kr. (næsten lige så mange i danske), hvilket svarer til to årlige norske statsbudgetter - eller 260.000 kr. per nordmand. Investeringerne i olieindustrien og diverse underleverandører buldrer derudaf. Og når olieeventyret er slut engang, venter et gaseventyr - der er oliereserver til mindst 50 år endnu og naturgas til de næste 100.

Så hvis der kan anes en selvgratulerende tone i festlighederne i forbindelse med 100-året for bruddet med den svensk-norske union, er der grunde til det. Ikke alene er Norge, med samfundsdebattøren Halvor Finess Tretvolls ord »uforskammet rigt«, man har også forstået at distribuere disse rigdomme til de fleste nordmænds bedste og har overskud til at engagere sig i resten af verden: Norges såkaldt aktive fredsdiplomati har foreløbig givet resultat i våbenhvile- og fredsaftaler i Guatemala, Sri Lanka, Sudan og, nå ja, Mellemøsten. De rigtig dygtige fredsstiftere kan hente sig en Nobel-fredspris bagefter - uddelt af det norske Storting.

Handlingsreglen

Bortset fra, at en del nordmænd tilsyneladende er i stand til at betale de abnorme spiritus- og ølpriser - en fadøl i det trendy Aker Brygge-kvarter koster 70 kr. - slår olierigdommen ikke påfaldende igennem i gadebilledet. Bilparken er nogenlunde som den danske, påklædningen ikke ekstravagant på nogen måde, der er langt mellem virkelig haute couture, ejendomspriserne stiger, ja, men ikke mere end i andre europæiske storbyer. Og inflationen holdes nede på de af den norske centralbank ønskede 2,5 procent.

Det skyldes et begreb, der er blevet et mantra i norsk politik, ikke mindst i valgkampagner, hvor politikerne ellers har travlt med at love: Handlingsreglen. En regel, der er vedtaget af et bredt flertal og som siger, at de norske politikere hvert år kun må bruge afkastet af den investerede norske olieformue, ikke røre selve formuen. Det sker ud fra den betragtning, at olien netop ikke er en indtægt, men en formue, som man tager af på bekostning af kommende generationer.

»Enhver politisk debat i Norge begynder med ordene: I verdens rigeste land må vi have råd til... Derfor var politikerne nødt til at opfinde et værn mod deres egen lyst til at give efter, og det blev handlingsreglen, en kridtstreg i norsk politik, som intet ansvarligt parti kan overskride,« forklarer Harald Stanghelle, politisk redaktør ved Aftenposten. »Og faktisk er det lykkedes de toneangivende partier at holde sig til denne regel i forbløffende grad.«

Det giver så det paradoks, at mens den statslige oliefond bugner af kapital, er der lavvande i kommunekasserne, små skoler nedlægges, der skæres i sundhedssektoren, over 400 biblioteksfilialer er nedlagt de seneste 15 år. Hvilket naturligvis fører til undren og kritik.

»Nordmændene lider af de stigende forventningers misfornøjelse. Vi har det godt, vi får det stadigt bedre, men vi venter os endnu mere. Dette fænomen har skabt Fremskrittspartiet, det eneste parti, der vil bruge af oliepengene, og det vil give partiet et rekordvalg den 12. september, omkring 20 procent,« mener Stanghelle.

Olien ligger som et beskyttende lag omkring norsk økonomi, men er ikke kun en velsignelse, mener økonomen Knut Røed fra Oslo Universitet.

»Vist har vi oliepenge, men de demografiske udfordringer i form af en aldrende og mindre erhvervsaktiv befolkning er de samme som i det øvrige Europa. Vi kommer til at mangle arbejdskraft, og den offentlige sektor er under stærkt pres. Men forestillinger om olieindtægterne gør det vanskeligt for politikerne at tage den nødvendige debat om en omstilling af velfærdsstaten.«

Det sande Norge

Handlingsregel eller ej: Én ting er der råd til, nemlig at fastholde den særlige norske distriktspolitik, som kort fortalt går ud på, at man skal kunne bo hvor som helst i Norge og have krav på samme adgang til offentlig service som i norske storbyer. En politik, der ifølge den tyske forfatter og essayist Hans Magnus Enzensberger har skabt Norge om til »Europas største frilandsmuseum«.

»Det skyldes norske romantiske forestillinger om bygderne som ’det sande Norge’, her er landets identitet skabt og har overlevet gennem generationer i modsætning til hovedstaden, der altid har været under ’udenlandsk indflydelse’, hvad enten det var ’400-års natten’ under Danmark, den norsk-svenske union eller den nuværende tilknytning til EUs økonomiske samarbejde, EØS,« mener Iver B. Neumann, socialantropolog og forsker ved Norges Udenrigspolitiske Institut (NUPI).

»Svenskerne tog den vældig fornuftige politiske beslutning stort set at nedlægge Nordsverige, men her har vi brugt oliepenge til at opretholde bygde-Norge. Der er kun ét offentligt budget, der er fredet i Norge, og det er trafikbudgettet. Se på vejnettet i Vest- og Nordnorge, det er langt bedre end Oslos. Bor der en snes mennesker på en ø, har de krav på en tunnel eller en bro. Og de norske landmænd får en støtte, som gør enhver EU-landmand bleg af misundelse.«

»Man mærker det straks, når man krydser grænsen mellem Sverige og Norge,« siger Ola Tunander, svensk forsker på PRIO, det internationale fredsforskningsinstitut i Oslo, og siden slutningen af 1980erne bosat i Norge. »Pludselig er der bygder allevegne, og højhastighedstoget fra Stockholm, der har buldret gennem Sveriges uendelige skove, stopper nu ved hver enkelt jävla station.«

»Et andet udtryk for det samme: Nordmænd er uhørt optaget af deres rødder. Ved ethvert selskab skal man ud fra folks dialekt gætte, hvor de kommer fra, og gætter man på den forkerte fjord, bliver mange oprigtigt fornærmede.«

I Oslo siges det, at Norge, i modsætning til de fleste andre europæiske lande, »regeres fra provinsen«. Ikke nok med, at valgloven favoriserer vælgere i tyndt-befolkede områder i en grad, så en stemme i Finnmark tæller dobbelt så meget som en stemme i Oslo. Provinsens politiske tyngde skyldes også, at de partier, der traditionelt er tungen på vægtskålen mellem højre og venstre i norsk politik, Kristelig Folkeparti og Senterpartiet, har deres store vælgerbaser i provinsen og altid har formået at veksle denne politiske nøgleposition til håndfaste garantier og løfter, som enten kontant er til fordel for distrikterne eller afspejler det rurale Norges moralkodeks, som for eksempel de høje øl- og spiritusafgifter.

Men taget som helhed er Norge - med redaktør Stanghelles ord - »et rigt, homogent samfund, hvor næsten ingen udfordrer fællesgrundlaget, med et meget stort, til tyder overfyldt politisk centrum med enighed i alle større spørgsmål. Selv i en valgkamp, hvor tingene bliver sat på spidsen, kan ingen politikere skjule enigheden.«

De fremmede

De eneste to alvorlige brudflader i denne politiske konsensus-grød angår indvandrings-/integrationsspørgsmål og Norges forhold til EU. De fremmede og det fremmede.

Hvad det første angår, er der, omend langsomt, bevægelse væk fra den kulturrelativisme, der hidtil har præget debatten. Det sker ikke mindst takket være to nøglepersoner, den pakistansk-fødte stand up-komiker Shabana Rehman og kvinderetsforkæmperne i Human Rights Service, ofte personificeret af deres talskvinde Hege Storhaug.

Shabana Rehman møder jeg på et hotel uden for Oslo. Hun er »gået under jorden« af sikkerhedshensyn, efter at en ukendt gerningsmand en nat for to uger siden affyrede 14 skud mod hendes søsters restaurant. Rehman betegnes af en kommentator i Aftenposten som »Norges vigtigste meningsytrer og modigste offentlige person.«

Hun har blandt andet gjort sig bemærket ved offentligt at tage om og løfte en af Norges mest kontroversielle islamister, mullah Krekar, tidligere leder af en pro-iransk væbnet gruppe i Irak, Ansar-al-Islam. »Ved at jeg, en stakkels kvinde, løftede ham i vejret, blev denne farlige guerillaleder afmytificeret for både ven og fjende. Desværre ville han ikke afmytificeres - han blev meget sur,« forklarer Shabana. Et andet stunt præsterede Shabana for nylig, da hun til premieren for en velmenende, men dybt ukontroversiel film om et kærlighedsforhold mellem en muslim og en kristen, gik op og tungekyssede den kristelige kirke- og kulturminister Valgerd Svarstad Haugland. »Jeg ville sætte fokus på regeringens manglende tolerance over for kærlighed mellem to af samme køn,« siger Shabana.

»Men det går op ad bakke her i Norge, man skal kende sin plads. Det er svært at sætte sig op mod en venstreintellektuel elite, der ikke vil se problemerne, og mit eget miljø, der prøver at genskabe deres Pakistan her i Oslo.«

Norge har 365.000 første- og andengenerationsindvandrere med ikke-vestlig baggrund, i Oslo udgør de 17 procent af befolkningen, hver tredje barn i Oslos skoler har indvandrerbaggrund. Pakistanerne er langt den største gruppe, og en af de mindst integrerede, ifølge Hege Storhaug.

»Flere tusinde indvandrerbørn bliver sendt ud af landet til genopdragelse, kønslemlæstelse (omskæring, red.) og tvangsægteskaber, men regeringen siger, at det er positivt, at de unge »lærer deres identitet at kende«, intelligentsiaen er fastlåst i sin kulturrelativisme, ’hvem er vi, at vi skal dømme’, og medierne vil ikke gå ind i sagerne. Det er tabuiseret, det er som om medier og politikere tror, at nordmændenes racistiske gen vækkes, hvis vi tager disse centrale ting op,« siger Hege Storhaug. Hun ser gerne en 24-års regel og tilknytningskrav ved familiesammenføringer efter dansk model, men »det kommer ikke til at ske, Danmark er jo nærmest officielt erklæret et racistisk land.«

»De danske regler er bedre end de norske, i mangel af bedre,« medgiver Unni Wikan, professor i socialantropologi ved Oslo universitet. Hun afviser, at de norske politikere er passive: Foreløbig er Norge det eneste land i Europa, der har kriminaliseret tvangsægteskaber, i maj blev en far idømt fængsel i et år og otte måneder ved den første sag nogensinde. Men hun erkender også, at det går den forkerte vej med integrationen: »Der er en tendens til, at traditioner forstærkes i ikke-vestlige indvandrermiljøer. Forekomsten af fætter-kusine bryllupper er større blandt tredjegenerationsindvandrere end blandt deres forældre.«

»Det er formentlig for sent med en fuldstændig integration. Men vi kan ikke i kulturrelativismens navn vise respekt for en levevis, der ikke hører hjemme her. Vi må stå fast på, at vores love om ligestilling, religiøs frihed og ytringsfrihed gælder for alle.«

Fortsættelse følger i en debat, nordmændene først for nylig har taget hul på, og som på parlamentarisk plan overvejende føres af Fremskrittspartiet.

Moralsk entreprenør

Den konstante konflikt mellem det præ-moderne og det post-moderne Norge kommer også til udtryk i landets jævnligt tilbagevendende diskussioner og afstemninger om optagelse i EU. Nej’et i 1972 og gentagelsen i 1994 skyldtes ikke mindst distrikt-Norges insisteren på at være tæt på beslutningstagerne. Og hver gang det er lykkedes elite-Norge at få bevæget EU-diskussionen ind på deres boldgade, og der begynder at tegne sig et flertal i meningsmålingerne for medlemskab, sker der noget, der sætter processen i bakgear: Sidst var det Frankrigs og Hollands forkastelse af forfatningstraktaten, som øjeblikkeligt kunne aflæses i de norske meningsmålinger.

»Jeg vil omskrive et citat fra Weekendavisens chefredaktør og sige: Her går det godt, send ikke flere penge - for dem har vi nok af,« siger Iver B. Neumann. »Den helt store motivation for at sige ja til EU findes ikke, økonomisk vil vi næppe få noget ud af det. Det er kun eliten, der er trætte af, at vi ikke kan snakke med som ligemænd, men blot må rette os efter EUs beslutninger. Det er muligt, at nordmændene lige så stille kan vænne sig til tanken om EU, men hurtigt kommer det ikke til at gå. Europa-spørgsmålet er lagt død de næste mange år.«

Til gengæld er Norge særdeles aktiv på den internationale scene, som fredsmægler i flere globale konflikter, med fredsbevarende styrker og som toneangivende medlem af FN. En rolle som »verdens moralske entreprenør«, der har bred opbakning i Stortinget. En norsk »godhed«, formet af venstrefløjens tredjeverdens-engagement og den stærke norske missionærtradition.

»Alle har et opmærksomhedsbehov, også stater,« som det udtrykkes af Neumann. »Ganske vist snakker vi ikke med Frankrig eller Tyskland, men vi mødes med tamilske partisaner i Sri Lanka. Og Norge er gennem sit fredsdiplomati en interessant samtalepartner på den internationale scene. Condi Rice gider ikke snakke med os om norske problemer, men hun lytter, når vi har informationer fra Sudan eller Mellemøsten.«

Neumann finder det »ekstremt vanskeligt at være imod« denne mæglerrolle. »Men jeg kunne ønske mig, at vi brugte flere ressourcer på en mere traditionel udenrigspolitik, der fokuserede mere på vores nærområde og vores alliancepartnere. Vi mangler at forholde os til, hvad det betyder, at vores store naboland Rusland igen har fået et autoritært styre. Vi mangler at forholde os til, at det USA, som Norge har et ekstremt tæt forhold til, under Bush har fået en ny national sikkerhedsstrategi, som rokker ved den aftalebaserede verdensorden, Norge er en så entusiastisk tilhænger af.«

Måske er det sådan, som Nils Morten Udgaard, Aftenpostens udenrigsredaktør, resigneret konkluderer: »Vi deler gerne lidt velstand med andre, men har det ellers bedst med os selv.«

http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050909/SAMFUND/509080338