Venner køber fælles gravsted
Otte venner har anskaffet fælles gravsted ved Reersø Kirke på Vestsjælland. Det er usædvanligt at blive begravet med andre end familien. En antropolog mener, at grave er et nyt område for selviscenesættelse.
Af Birgitte Aabo
Under en munter påskefrokost i en solkrog ved et sommerhus på Reersø besluttede en flok gamle venner for seks år siden, at de ville begraves sammen.
»Det var ren fuldemandssnak, men næste dag syntes vi også, at det var en god idé«, siger Ingelise Tanholdt, der var værtinde for selskabet.
Formaliteterne er siden bragt i orden. De otte, der skal i grav 716 på kirkegården på Reersø sammen, danner fire par og har kendt hinanden siden studietiden, da mændene læste til ingeniører på Den Polytekniske Læreanstalt.
Usædvanligt initiativ
Ideen om fællesgraven føltes rigtig for vennerne, der ikke er i tvivl om, at det er et usædvanligt initiativ:
»Jeg har hørt om nogle bekendte, der skulle have gjort det samme. Ud over det, har jeg aldrig hørt om det«, siger Niels Erik Tanholdt, Frederiksberg.
Det har kontorchef Jørgen Kroer fra Kirkeministeriet heller ikke.
Han bekræfter, at en gruppe Bullshit-rockere efter drabet på deres præsident Makrellen købte gravsteder ved siden af hinanden på Tårnby Kirkegård. Rockerne valgte adskilte gravsteder, mens vennerne på Reersø har købt to gravsteder og slået dem sammen til et, der skal indeholde alle otte urner.
»Der er ikke noget teknisk til hinder for, at man deler gravsted. Spørgsmålet er, om man over en meget lang periode kan blive ved at være enige. De skal være enige, hver gang en urne skal nedsættes, om hvordan graven og gravstenen skal se ud og så videre. Og bagefter skal børnene blive enige. Umiddelbart vil jeg tro, at det er et enkeltstående tilfælde. En fiks ide. Traditionen her i landet er familiegravsteder«.
Selviscenesættelse
Antropolog og centerleder Gitte Lunding Johansen fra Kulturcenteret Assistens Kirkegård i København tror derimod på flere vennegrave fremover.
Hun er i gang med et forskningsprojekt og har været i kontakt med andre venner fra et bofællesskab, der har forestillinger om at blive begravet sammen:
»Visse mennesker har de ideer og overvejelser, fordi familien har fået en anden rolle. Et eller andet sted er det også led i en selviscenesættelse. Vores holdning til døden og indretning af gravsted, og hvem vi vil begraves med, spejler, hvad vi i øvrigt gør i livet. Jeg tror, at det bliver et nyt fokusområde at have holdninger til døden«.
Kirkegårdschef for København Flemming Tschuriloff og hans ansatte har stor erfaring i at vejlede og løse konflikter, når det gælder begravelser. Hvis man vil begraves med sine venner, anbefaler han, at man køber gravpladser ved siden af hinanden:
»Det er smukt og agtværdigt, at venner i livet også ønsker at stå sammen i døden, men sameje kan blive lidt kompliceret. Det klogeste er at købe gravsteder ved siden af hinanden og eventuelt anlægge fælles beplantning hele vejen udenom, så det fremstår som ét gravsted - det har vi faktisk set eksempler på, at nogle har gjort. De giver mulighed for, at gravene senere kan deles«, siger Flemming Tschuriloff.
Flere på besøg
At blive begravet om ikke med, så i hvert fald tæt på venner, har betydning for en del mennesker, ved Flemming Tschuriloff:
»Man ser altid ude på landet, når et nyt stykke jord skal tages i brug, at det er uhyre svært at få nogen derud.
»Hvad skal jeg derude? Der er ingen, jeg kender«, siger de«.
Ligger man tæt på bekendte, kommer der også flere bekendte med ærinde på kirkegården forbi ens grav, og det kan være en trøstende tanke. For som kirkegårdschefen konstaterer:
»Det at vide, at andre går forbi ens grav og erindrer en, det vil man gerne«, siger kirkegårdschefen.
