Kærlighedens gidsler: Sanselig bog om livet i Gambia.

Trine Paludan: Folket der hørte Gud le. En beretning fra Afrika. Tiderne Skifter, 253 sider, 268 kr.

Af Helle Hellmann, politiken.dk

En dansk antropolog drager til det vestafrikanske land Gambia, betages af menneskene og kulturen og skriver en række feltnoter om sine observationer. Det lyder rigtig lilla-bleagtigt, men heldigvis har Trine Paludan ikke ladet det blive ved det.

Med 'Folket der hørte Gud le - En beretning fra Afrika' har hun skrevet en fed og farverig og dybt sanset bog om en anden kultur på en så underholdende måde, at man ikke behøver være Afrika-freak for at lade sig rive med.

God fortæller

Trine Paludan har ikke tidligere udgivet en bog, men det kan man ikke mærke på hendes godt styrede beretning om mødet med arbejdskollegerne, især tolken Aisha Diouf, værtsfamilien og de folk, hun opsøger ude i landet.

Hun er en god fortæller, som kan bygge en historie op og lade sig selv indgå på en nærværende, men ikke egocentreret måde. Paludan er god til at beskrive rollen som betragter og udspørger (som jo også er journalistens) og det ubehag og den flovhed, man kan gribes af under udførelsen af sit erhverv, men også den glæde der fylder en ved mødet med det fremmede.

Men det er især livsvilkårene for kvinden Aisha, vennen Lamin, som engang har boet i Danmark, og så landsbyfolket ude nær grænsen til Senegal, som får lov at træde i karakter på en meget menneskelig måde.

Udtalt fattigdom

Nogle morsomme, groteske, sørgelige og besynderlige skæbner oprulles i et sprog, der er fuld af farver og lugte. Kvinden, hun bor hos, ligner »et kæmpestort opslået rødt telt. Ovenud af teltet stikker hendes lille sorte hoved og fra teltets sider de to enorme sorte arme«. En anden kvinde i lilla »ligner et ametystsmykke lagt på en bund af sort fløjl«.

Men Trine Paludan har ikke kun blik for det pittoreske. På et landsbymarked er fattigdommen udtalt, og antropologen bemærker kvinderne, der sidder på jorden med bitte små stabler af hvidløg, chilipebre og løg foran sig. To fed hvidløg ved siden af én grøn appelsin og tre chilipebre.

Det ligner opstillinger lavet af børn. »Men det er ikke piger, der leger købmandsbutik. Det er voksne sorte kvinder, som sidder på hug i den bagende sol, og deres ansigter er magre og slidte«.

Kærlighedens grundvilkår

Den udsendte antropolog skal i virkeligheden lave et projekt om skolegang og især landbyboernes modstand mod samme, og det gør hun også. Men samtidig går hun i gang med sine egne undersøgelser om forholdet mellem mænd og kvinder i Gambia, et emne der nærmest springer op og bider hende i næsen fra starten, og som ikke vil lade hende være i fred, så stor en rolle spiller det i samfundet.

Hun kalder det »kærlighedens kulturelle grundvilkår«, og det er dem, bogen handler om, beskrevet på en måde, så vi andre også kan være med. Ikke at vi kan identificere os 100 procent, og det er just det fine ved det. Mænd og kvinder har et handels og bytte forhold i Gambia, som adskillige af dem ikke er særlig glade ved.

Deres kulturelle grundbetingelser gør det svært for dem at mødes i kærlighed. Kvinder sælges og gives væk, til gengæld vrider de mændene for hver en skilling, de kan få ud af dem. Det er bestemt ikke en ideal tilværelse. Til gengæld giver det nogle gode historier.

Mødet med Gambia

Det, som gør bogen så umådelig læseværdig, er udgangspunktet, den lykke, fortælleren fortæller, hun bliver grebet af ved mødet med Gambia, en lykke man genfinder i sig selv som rejsende (og i dette tilfælde journalist): »Den der kommer af suset fra den blotte mulighed af en eksistens som er anderledes. At der findes denne overflod i verden«.

'Folket der hørte Gud le' handler om et folk, der ikke bor, som vi gør, ikke lever som vi lever, ikke tror som vi gør, ikke spiser det samme som os ... og alligevel er de som os og lever i det samme nu, som vi lever. Det er en rigdom, som er dejlig at dykke ned i.

Opprinnelig kilde: http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=313369