Hvor "vestlig" er menneskerettighetene?

Ikke vestlige feminister, men kvinner fra Pakistan og India sørget for at FNs menneskerettighetserklæring ikke bare handler om menn. Den største motstanden mot erklæringen kom fra vestlig side, leser vi i en interessant feature i Weekendavisen.

Mange tror at FNs menneskerettighetserklæring, som fyller 60 år på onsdag, bygger på “vestlige verdier". Dette er en myte, viser Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel i Weekendavisen. Mange rettigheter ble tatt opp i erklæringen etter press fra aktivister fra den såkalte “ikke-vestlige” verden:

Det er den ikke særlig kendte historie bag menneskerettighedserklæringen; at den ikke var en »vestlig« opfindelse, og at delegerede for specielt Libanon og Kina i afgørende grad var til stede, da diskussionen om, hvad der skulle udgøre de 30 punkter i erklæringen, fandt sted.

Tværtimod kom nogle af de stærkeste indvendinger mod erklæringen fra vestlige antropologer, som frygtede for vestlig indblanding i skrøbelige kulturer, og fra amerikanske politikere, der med deres racisme over for de sorte i Sydstaterne ikke brød sig om erklæringens artikel 16, der gav alle voksne mennesker »ret til at gifte sig … uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde.« (…) Dette var nemlig ikke tilladt i de fleste amerikanske delstater, skriver Ann Elizabeth Mayer. Især i sydstaterne var blandede ægteskaber forbudt (først tilladt i 1967)
(…)
De muslimske lande havde fokus på at få skrevet en række sociale rettigheder (artikel 22-26) ind, som harmonerede med islams sociallære (retten til arbejde, bolig, social og kulturel velfærd, retten til uddannelse, mv.). Det forsøgte USA til gengæld at bremse. Muslimerne blev her støttet af Canadas John Humphrey, af flere socialistiske delegerede fra Latinamerika og af den sovjetiske FN-ambassadør, Alexie Pavlov.
(…)
Det bliver også ofte overset, at det ikke var vestlige feminister, der sikrede kvindernes fulde lighed med mænd i menneskerettighederne. Under arbejdet med erklæringen var det kvinder fra Latinamerika og Asien, der pressede på for anerkendelse af kønnenes lighed. Således ville Eleanor Roosevelt have, at der i den engelske formulering i artikel 1 skulle stå »all men are created equal«, men på grund af pakistanske og indiske kvinders insisteren blev formuleringen ændret til »all human beings«. Som de sagde: »Hvis vi siger ‘alle mænd’, vil det kun gælde for ‘alle mænd’, når vi kommer hjem.«

>> les hele saken i Weekendavisen (link oppdatert)

SE OGSÅ:

Hvor vestlig er demokratiet?

Kvinnekamp: Ingen monopol for “vestlige” feminister

David Graeber: There never was a West! Democracy as Interstitial Cosmopolitanism

Jack Goody: “The West has never been superior”