<< tilbake til antropologi i nyhetene
KOPI! Teksten er blitt fjernet
Tag de unge alvorligt
Sosialantropolog Firouz Gaini, Fyens Stiftstidende (4.7.05)
Dagens unge er ikke egoister uden seriøse fremtids- visioner, som de ellers ofte fremstilles i medierne. De har visioner om en bedre verden, men tænker mere praktisk end ideologisk.
Firouz Gaini
De unge anno 2005, i Danmark som i resten af Vesteuropa, bliver fejlagtigt beskyldt for at være egoistiske og narcissistiske individualister, der kun tænker på deres personlige karriere og trivsel uden at skænke fællesskabet og kollektivet den mindste tanke. De er, bliver det sagt, hedonistiske usolidariske “børn”, der ikke tager samfundsansvar. De er, kort sagt, fortabte. De holder ikke de nationale og demokratiske værdier i hævd og virker i det hele taget ret ligeglade, hvad angår de store fundamentale politiske diskussioner.
Disse ubegrundede og fordomsfulde påstande om dagens ungdomsgeneration kommer fra næsten alle hold. Fra venstre- og højrefløjen, fra liberale og konservative, fra urbane centrale og perifere miljøer.
Jeg skal i denne artikel forsøge at tilbagevise nogle af de ovennævnte påstande.
Tressergenerationen, der nu nærmer sig pensionsalderen, er til debat i dagspressen sommeren 2005. Den berygtede generation vil gerne skrive sit eget eftermæle. En, siger de selv, revolutionær generation med tid til kærlighed, altruisme og kollektive idealistiske projekter, er afløst af en flok ambitiøse individualister i stærk indbyrdes konkurrence om de bedste jobs og lønninger.
Det lyder jo romantisk og nostalgisk, men er et portræt der skal tages med stærke forbehold. Hvad siger de unge selv til denne præsentation? Er de enige?
Det tror jeg næppe. De vil garanteret protestere højlydt og påpege, at dagens globaliserede samfund og verden ikke kan sammenlignes med flower power-fællesskabernes skæve og farverige verden. Tiderne har ændret sig - blandt andet på grund af tressergenerationens mislykkede projekter.
De fleste af de ældre har et lang karriere som funktionærer og akademikere i trygge offentlige institutioner på deres repertoire - arbejdspladser, der ikke har råd at tage unge kræfter under deres vinger længere.
I halvfemserne blev det hævdet, siger Maria Zackariasson i en artikel i tidsskriftet Nord Nyt (februar 2005), at mennesker havde mistet interessen for politiske spørgsmål, og at det samfundsmæssige engagement var blevet drastisk reduceret.
Mange politiske partier mistede medlemmer, færre deltog i politiske møder og konferencer, og de politiske ungdomsorganisationer var mere eller mindre livløse.
Samfundsforskeren Robert Putnam skrev den betydningsfulde bog Bowling Alone (2000) om amerikanske foreningers og kollektive sammenslutningers alvorlige og tilsyneladende irreversible tilbagegang helt siden halvtredserne.
Det så mildt sagt sort ud for de politiske traditioners folkelige opbakning. Putnam advarede endog om alvorlige problemer for de demokratiske processer i vor nærmeste fremtid.
Putnam har ret i, at den generelle samfundsudvikling i senmoderne tid har fremavlet en meget stærk individualisering, der synes at modarbejde kollektivets centrale position. Men det formelle partipolitiske system er også blevet, vil jeg påstå, suppleret af nye politiske og sociale (græsrods) organisationer med alternative strukturer og strategier.
Og selv om enkelte former for samfundsengagement er på tilbagegang, siger Maria Zackariasson, så betyder det ikke nødvendigvis, at mennesker er mindre engagerede nu end før. Engagementet skal aflæses i helt andre kontekster.
Et andet problem med pressens langvarige og dystre politiske elegi er, at mange ungdomspolitiske organisationer i de sidste par år har fået stor tilgang af nye aktive medlemmer og markerer sig stærkt i den offentlige debat.
Om talen er om en ny bølge af politisk interesserede unge eller mediernes negative billede aldrig rigtig har afspejlet virkelighedens verden, er så et andet spørgsmål.
Der er dog ingen tvivl om at mange unge i dag er kritiske over for det rigide og ufleksible partipolitiske system, der i deres øjne virker lidt forældet, og samler deres kræfter og ressourcer til at støtte alternative uformelle politiske organisationers kamp og arbejde.
Mange af de udskældte unge individualister er aktive i internationale sociale bevægelser, for eksempel i kampen imod globaliseringen (i dens nuværende neoliberale form), og ser større og vigtigere opgaver at løse på dette område end i de formelle nationale politiske partiers programmer.
Man er med andre ord nødt til tage globaliseringen med i betragtning, når man diskuterer de unges politiske værdier.
Det senmoderne menneske har en skeptisk holdning til omfattende ideologiske doktriner, og det er, ifølge sociologen Zygmunt Bauman en sund reaktion imod en kategorisk farveløs forenkling af et komplekst billede af en fragmenteret individualiseret verden.
Måske individualiseringen har den positive følge, siger Bauman, at de unge lærer at tage ansvar i forhold til andre mennesker og ikke bare overlade eget ansvar til politiske ideologier og grupper. Individualiseringen er dermed ikke nogen skadelig modsætning til det nødvendige samfundsengagement. Individualisering er også ansvar, frihed og udvikling.
Oprøret i Chiapas i Sydmexico, der begyndte i 1994, symboliserer begyndelsen på en ny epoke for de internationale sociale (græsrods)bevægelser, der ikke længere baserer sig på Marx og socialismen som ideologiske forbilleder, og som heller ikke forsøger at revolutionere hele verden, men som arbejder i små lokale grupper for at forbedre vanlige menneskers livsbetingelser overalt på kloden - med direkte demokrati, frivilligt hjælpearbejde, gensidige hjælpeaktioner, autonomi osv.
De relativt små grupper er talrige og spredt over alle kontinenter - Mexico, Argentina, USA, Indien. De har mange støtter, der følger med i deres arbejde.
Chiapas-oprøret blev behandlet i alverdens medier, og selv om det blev hævdet, at der var tale om en separatistisk aktion, der truede staten Mexicos eksistens, så handlede det i virkeligheden om en social bevægelse i en ludfattig landsdel med en befolkning af hovedsagelig indiansk herkomst.
Chiapas-oprøret er et godt eksempel på hvilke politiske og sociale bevægelser, mange unge i dag gerne vil engagere sig i. Netværk af politisk aktive unge, der kommunikerer gennem internettet, diskuterer og analyserer politiske spørgsmål og aktioner dag for dag.
Idéerne om en retfærdig og demokratisk verden er ikke glemt. De unge er ikke ligeglade med deres fremtid og deres efterfølgere. De har også visioner om en ny og bedre verdensorden. Men de tænker mere praktisk end ideologisk og er langt mere fleksible og åbne over for nye idéer og teorier, end tressergenerationen var.
I dagens foranderlige verden synes det uhensigtsmæssigt at låse sig fast i store ideologier, der måske passede til moderniteten og industrisamfundets epoke, men som dårligt fungerer i en senmoderne globaliseret verden, hvor grænserne mellem stater og samfund er blevet mere flydende og rørlige end tidligere.
Den politiske kamp foregår desuden i stor grad i de elektroniske medier, der bombarderer de unge med et inferno af kulørte blink af informationer, der er med til at flytte fokus væk fra essentielle politiske spørgsmål og over til blød flosset underholdning og trendy forbrugskultur.
De unge er ikke narcissistiske, egoistiske individer uden seriøse fremtidsvisioner, som medierne ellers uophørligt fremstiller dem, men individer, der ihærdigt forsøger at få et sobert overblik i det dollargrinende politiske medieshow og retoriske rejsecirkus, der kører nonstop og er forældregenerationens konstruktion.
Det er på tide, at vi tager de unge alvorligt og nuancerer vores grimme præsentation af deres politiske holdninger og værdier.
Firouz Gaini, Brunagøta 19, Torshavn, er antropolog.”
http://www.fyens.dk/article/504850
<< tilbake til antropologi i nyhetene