<< tilbake til antropologi i nyhetene
KOPI! Teksten er blitt fjernet


På verdens tag

Bjergområdet Ladakh i Nordindien kaldes også Lille Tibet. Her har tibetansk kultur kunnet trives uden for mange forstyrrelser, men når Dalai Lama dukker op, er roen for en stund afløst af et sandt leben.


Merete Demant Jakobsen, Fyens Stiftstidende

Bjergkæderne fletter sig endeløst ind i hinanden, mens bussen knirkende arbejder sig opad. Det gamle køretøj giver sig højlydt for hvert hjørne, der skal rundes, og vi dingler med på plasticsæderne, mens vi holder godt fast i de metalhåndtag, der buer sig over sæderyggene. Der er langt ned. Toner af gråt, sart rosa og blåt gør landskabet blødt, selv om alt er af sten.

Vi kører i kortege med farverige indiske lastbiler og venter på rastepladser, mens den modkørende trafik passerer os. Der er kun én kørebane i dette uvejsomme terræn. Et slags broderskab med de andre vejfarende er vokset frem, for vi har nu fulgtes ad i et par dage og er tæt ved rejsen mål.

På særligt stejle skråninger har der ligget forvredne bilrester, og et enkelt sted blev en mand samlet op nede i bunden af en kløft. Han hang foruroligende slapt mellem de to bærere. Ved endnu et sving forstår vi lettede, at vi er nået levende frem.

Det sidste stykke køres ind over en flad slette, hvor bussen standser og lader en rødklædt buddhistisk munk rejse med. Siddende forrest i bussen med halvt lukkede øjne fornemmes den unge mand som en slags indvielse til den nye virkelighed, vi er på vej mod.

Midt på højsletten dukker byen Leh endelig op, og det bliver klart, hvorfor denne del af Nordindien kaldes Lille Tibet. Bjergområdet Ladakh beliggende i 4000 meters højde er det sted, hvor den tibetanske kultur har kunnet fortsætte uden alt for mange forstyrrelser, selv om det vrimler med mennesker i byens centrum såvel klædt i farverige dragter som i shorts og rygsæk.

Solen skinner bjergklart ned på dette blandede skue af fastboende og turister, mens roterende bedehjul udsender en stadig strøm af bønner. Vi får fortalt, hvorfor der er sådan et leben i byen i dag. Dalai Lama er på besøg i tre dage.

Hvilket heldigt sammentræf, ler vi begejstret til hinanden og bliver så ledt ud til højslettens centrum. I et gyldent tempel sidder han omgivet af rødklædte munke, der i række efter række spreder sig som ringe ud fra templets forside.

Sletten er lettere fugtig, og jeg overvejer praktisk, om de dog ikke bliver for våde. Deres blikke er rettet mod templet, hvor en højtaler lader Dalai Lamas stemme nå ud til selv de yderste. Bjergene omkranser de lyttende mennesker, luften er blå og kølig, templet skyder strålende op af den mudrede grund som en lotusblomst i en sø af rødt.

Vi står lidt usikre i kanten og betragter bjergtaget dette skue. Så træder en munk frem og fører os venligt langs med rækkerne, tættere og tættere på templet. Hvad skal vi? Kan vi være bekendt sådan at springe alle disse munke over? Ved templets ene side bliver vi bedt om at sætte os ned, og det går op for os, hvad meningen er. En højtaler gengiver Dalai Lamas ord på engelsk.

Som velkomne gæster bliver vi inviteret til at lytte med. Det er en god fornemmelse at blive indlemmet, og jeg tænler på en samtale, jeg havde haft med en præst i Oxford netop om pladsen til andre religioner i vore kristne kirker.

Den næste morgen besøger vi et nærliggende tempel smukt placeret på en af bjergtinderne. Det er tidlig morgen, og vi skal opleve morgenbønnen. De store buddhafigurer stirrer indadvendt på os, da vi passerer dem for at gå ind i et mørkt rum.

Her sidder munke og mumler messende de entonede bønner. Vi bliver placeret i vores egen række bag dem, og efter et kort stykke tid vender en af dem sig om mod mig og bryder den sortgrå sten itu, som han har siddet og rullet mellem fingrene. Han giver mig et stykke af stenen.

Da jeg stirrer uforstående ned på det, bevæger han sigende hånden op mod munden. Han vil åbenbart have, at jeg skal spise det, og endelig forstår jeg, at det er morgenmaden, jeg holder i min hånd, en slags æltet bygdej.

Det vender sig i mig, al min viden om bakterier ligger mellem min mund og min hånd. Jeg lader, som om jeg har puttet et stykke i munden og giver så resten videre til mine medrejsende. Med en forsigtig bevægelser skjuler jeg i stedet bygdejsstykket i min lomme.

Senere da jeg står på templets tag og kigger ud over morgenlandskabet, brydes tankerne i mit hovede. Jeg overvejer, at der ikke kan være meget vand til håndvask på denne bjergtop, men også at jeg aldrig kan blive en ægte rejsende, hvis jeg ikke har mod til at modtage den mest grundlæggende af alle gaver mellem mennesker.

Jeg ruller og ruller stykket i lommen mellem mine fingre, tager det endeligt frem og uden at se på det, sluger jeg det hurtigt.

Dagen efter finder jeg en chauffør og en jeep. Jeg har for længe siden hørt om en kvindelig healer i en nærliggende landsby og ønsker nu selv at opleve hendes åbenbart skrækindjagende kræfter.

Jeg sidder højt over menneskemængden på jeepens sæde, men snart tynder det ud, og vi er på vej ind i stenørkenen igen. Landsbyen dukker op som en grøn oase og viser sig at være tømt for mennesker. Jeg burde have regnet det ud. Beboerne er alle taget til Leh for at være i Dalai Lamas nærhed.

Langsomt går jeg rundt mellem de tomme huse og lytter til vandets rislen i de små kanaler, der løber langs vejen. Det er som at være i et solbeskinnet mennesketomt Shangri-La, hvor tiden er gået i stå. Jeg er kommet langvejsfra for at opleve denne healer, og jeg ved, at jeg er gået glip af en stor oplevelse, men jeg føler også, at den er blevet erstattet af uforklarlig ro, en genkendelighed midt i denne fremmede landby.

Det er som at vandre i sin egen sjæl, mens indtrykkene fæster sig med betryggende ududslettelighed. Dette sted vil være med mig resten af mit liv. Jeg burde være skuffet men oplever i stedet en stille glæde.

Efter tre berigende dage skal vi atter nedad, men jeg har ikke lyst til at forlade bjerglandskabet med dets rene ro. Jeg følger dog pligtskyldigst med op i bussen, og vi begiver os på vej.

På en af de mange rastepladser opstår der pludselig tumult. De indiske chauffører løber rundt mellem hinanden i vild forvirring. Det er dog tydeligt, at de er begejstrede. Dalai Lama, råbes der igen og igen. Og så kommer han kørende ind på pladsen og uden at tænke på sikkerhed bevæger han sig roligt ud i den opstemte mængde.

Menneskene flokkes om ham, og jeg trækker mig tilbage. Han er deres, og jeg skal ikke være i vejen. Og så sker der det mærkelige, at mængden presser Dalai Lama over mod det hjørne af rastepladsen, hvor jeg har stillet mig ved vores bus. Til sidst står vi skulder ved skulder, og jeg oplever, at hans væsen bliver håndgribeligt, at compassion, medfølelse med alt levende, kan omgive et menneske som en kjortel, og at jeg nu står i folderne.

Det er uventet og forunderligt. Da han atter går tilbage over parkeringspladsen gennem de udstrakte hænder, vender jeg mig om og stiger op i bussen. På plasticsædet ligger min rygsæk, og jeg får en overvældende lyst til at tage den på og i stedet gå alene og til fods den lange vej ned.

Så strømmer resten af gruppen glade ind, og jeg sætter rygsækken på gulvet og bliver siddende, mens bussen atter hoster os i gang og kører os videre i flok mod lavlandet.

Merete Demant Jakobsen, Tybrindvej 10, Ejby, er antropolog.




<< tilbake til antropologi i nyhetene