På jobb: Jo mer frihet jo større trivsel?

De sier at de vil ha mest mulig frihet for å kunne jobbe og prestere best. Men resultatet er ofte utbrenthet. Likevel holder de fast ved frihetsideologien. Etter tre måneder feltarbeid i en stor mediebedrift fant antropolog Susanne Ekman ut at “kunnskapsarbeidernes” hverdag er full av paradokser og selvbedrag, melder Magisterbladet.

Som del av sitt doktorgradsprosjekt “Velfærdsledelse - en undersøgelse af velfærdsdiskursens paradokser” på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School har antropologen vært fluen på veggen, deltatt i møter og intervjuet medarbeidere for å finne ut hvorfor de er villige til å arbeide seg nesten ihjel.

Vi leser:

Feltarbejdet afslørede, at vidensarbejdernes verden er fuld af paradokser - og en god portion selvbedrag. Tag bare friheden. Den efterspørger flertallet af hendes interviewpersoner hele tiden fra chefen. Giv mig frihed, så skal jeg nok bruge den til at præstere noget virkeligt exceptionelt. Noget ekstraordinært. I en tid, hvor der nærmest er en til en-identifikation mellem menneske og job, bliver den arbejdsmæssige frihed set som vejen til den selvrealisering via arbejdsmarkedet, som i længden vil bringe lykke, fordi man viser, at man er et exceptionelt menneske.

(…)

(D)en konstante trampen på frihedspedalen (har) også alvorlige konsekvenser for de mennesker, der i det moderne videnssamfund er parate til at knokle sig halvt ihjel i forsøget på at gøre deres idéer, artikler, rapporter, fremlæggelser, tv-udsendelser, afhandlinger og undervisningsforløb så kreative og især originale som muligt.

Skidt med, at privatlivet fylder mindre og mindre, og at ægtefællen er på vej væk. Skidt med, at jeg har hjertebanken, når jeg går i seng for at sove alt for få timer. Det er kun en fase, som jeg skal igennem, indtil jeg er færdig med det her projekt, tænker medarbejderne - igen og igen. Og chefen skal i hvert fald ikke blande sig og forsøge at sætte rammer op for arbejdet eller diske op med halvkedelige opgaver, som ikke kræver, at man investerer så meget i dem.

“Der er en utrolig stærk modvilje mod at gøre op med originalitetstrangen. Jeg ser det lidt som en utrolig angst for banalitet. Man skal blive ved med at være i den lidt grænseoverskridende tilstand, for ellers er man banal og i yderste konsekvens værdiløs. I det øjeblik man er en, der kan erstattes, så bliver det meget nemt synonymt med, at så er man ikke noget.”

Rutinearbeid gjelder som noe av det verste for Ekmans informanter. Men paradoksalt lever redselen for rutinen side om side med det hun kaller “rutinenostalgi". Dette er lengselen etter en jobb som resepsjonist eller garter - ikke på full tid men kanskje to uker hver måned.

Ifølge Magisterbladet er ikke antropologen villig til å peke ut en hovedsynder for utviklingen. Hun sier:

“Man kan ikke placere ansvaret ét sted. Det er en samfundsmæssig diskurs, der bliver understøttet oppefra, af medarbejderne selv, af medierne, af underholdning, af politik", siger hun. “Det er normen om vidensssamfundet, der fører dette her med som fænomen. Idealet er den evige læring og udvikling, som er tæt koblet til det eksistentielle niveau, hvor jeg udfolder mig som menneske i kraft af læringen, friheden og råderummet i mit arbejde".

>> les hele saken i Magisterbladet

SE OGSÅ:

Fengslende frihet - GEMINI om det nye arbeidslivet

På vei til større ufrihet? “Når alle snakker så positivt om frihet må vi være vaktsomme”

- Moderne arbeidsliv er preget av new age

Microsofts husantropolog: Vi kan bare glemme normalarbeidsdagen