Moderne medarbeidere må være kreative og overskride seg selv hele tida. Mange ledere holder på å drukne i moderne medarbeidernes konstante krav om at bli sett, rost og anerkjent, melder Information. Medarbeiderne oppfører seg som tenåringer, sier antropolog Susanne Ekman:
Moderne medarbejdere kan minde om teenagere. På den ene side er de overansvarlige – eller i hvert fald overengagerede. På den anden side er der en meget stor ansvarsfralæggelse, hvor man længes efter den autoritære chef, der sætter rammerne. De er ekstremt grænsesøgende og vil ikke have eksterne kriterier for, hvad der er godt. Men samtidig vil de gerne have, at chefen er der hvert andet sekund og fortæller dem, om de er gode nok. Chefen skal gå og blive på en gang. Det er det samme skisma som hos teenageren; jeg vil selv bestemme over mit liv, men du skal stadig give mig lommepenge.
Ekman er doktorgradsstipendiat ved Copenhagen Business School og studerer såkalte “kunnskapsarbeiderplasser”. Hun mener medarbeidernes søken etter anerkjennelse har med nyere utviklinger i arbeidslivet å gjøre:
Arbejdspladskulturen i dag kræver, at man skal signalere, at man vil overskride sig selv hele tiden for at være ansættelsesrelevant. Det er ikke legitimt for en medarbejder at sige, at det hele skal være forudsigeligt. Vidensmedarbejdere flytter sig desuden meget fra job til job. Derfor bliver det vigtigt hele tiden at være attraktiv. Og internt i en organisation kan medarbejderne mærke, at de, der bliver favoriseret, er dem, der skiller sig ud.
Det er snakk om et arbeidsmarked, “der er skruet ind i urealistiske og gensidigt udelukkende forventninger omkring nyskabelse, forandring og profit”:
Lederne rekrutterer ud fra idealer om højt engagement og kreativitet, snarere end ud fra stabile håndværksmæssige færdigheder. Men så synes de altså, at det er besværligt at skulle håndtere bagsiden af disse super-medarbejdere, som på fire af ugens fem dage præsterer det umulige – og på ugens femte dag har deres akutte selvværdskrise med dertil hørende monumentale behov for anerkendelse. Så der er ikke nogen good guys og bad guys her.
Hun utfordrer den gjengse forståelsen av hvordan anerkjennelse virker:
I forskningen beskæftiger man sig med at manglende anerkendelse kan være årsag til sociale og personlige patologier. Men jeg prøver at vise med min forskning at selve anerkendelsesdynamikken kan gå ind og feede nogle af de skrøbelighedsmønstre. Anerkendelse fungerer ikke kun som noget, der øger velbefindende, tryghed og sikkerhed. Det kan blive benzin på en accelerationsmaskine, der ikke har nogen stopklods.
>> les hele saken i Information
Jeg har tidligere skrevet om Ekmans forskning, se På jobb: Jo mer frihet jo større trivsel?
SE OGSÅ:
Fengslende frihet – GEMINI om det nye arbeidslivet
Farlig kunnskap: Tian Sørhaugs Managementalitet og autoritetenes forvandling
Når medarbeidere må lede hverandre: Doktorgrad på medarbeidersamhandling og medarbeiderledelse
Feltarbeid i bedrifter: Åpen arkitektur gir skjult kontroll