search expand

“Man venner seg til bombene”

Jobbe i Sudan, Somalia eller Afghanistan? For farlig? Virkelig?

– Noen ganger kan vi høre bomber gå av, men du venner deg til det, sier Elisabet Eikås til Universitas. Hun er utdannet antropolog, skrev hovedoppgave om Afghanistan og jobber nå for Afghanistankomiteen (AiN) i Kabul. Da Universitas ringer er hun nettopp tilbake fra den avsidesliggende Badakhshan-regionen.

Hun forteller:

– Det har ikke vært et punkt hvor jeg har følt meg direkte utsatt ennå, men det er tross alt krig her. Så når det smeller løper alle opp til taket hvor vi kan se røyken stige, for å se om vi kjenner noen i området. Som oftest går det bra – du må bare venne deg til det.

Som mange andre kan hun ikke tenke seg å gjøre noe annet:

– Jeg skrev hovedoppgaven min om Afghanistan, og gjorde feltarbeidet her nede i 2003 og 2004. Siden det har jeg reist ned en gang i året, og jobbet mye med Afghanere i Norge. Når AiN utlyste en fulltidsstilling i fjor grep jeg muligheten. Dette landet har gitt meg utrolig mye. Det er kanskje derfor jeg er her, for å gi noe tilbake.

– Jeg tror jeg tenker som mange andre i lignende situasjon. Det blir rart å forholde seg til hverdagslivet hjemme. Jeg blir veldig rastløs når jeg kommer hjem, og vil som regel tilbake hit ganske fort. Og når jeg igjen kommer ned og setter meg i hagen, og hører bønneropene resonere utover hustakene – da kjenner jeg hvor viktig dette er, og hvor mye det gir meg her og nå.

Universitas har snakket med flere andre om “drømmen om å reise ut i felten”

SE OGSÅ:

Hvordan er det å bo og forske i Bangladesh?

Månedens antropolog Jørn C.Øwre: Farvel til næringslivet, hei til humanitært arbeid

Antropolog Ingvild Solvang jobber med flyktninger i Indonesia: “Føles bra å anvende antropologien i konfliktsituasjoner”

Jobbe i Sudan, Somalia eller Afghanistan? For farlig? Virkelig?

– Noen ganger kan vi høre bomber gå av, men du venner deg til det, sier Elisabet Eikås til Universitas. Hun er utdannet antropolog, skrev hovedoppgave om Afghanistan og…

Read more

Kulturforskjeller: Ny bok tar et oppgjør med ledelseslitteraturen

“Amerikanere er individualister og arabere er autoritære.” Hvor langt kommer vi med slike karakteristika som utgangspunkt for kontakt med kollegaer og forretningspartnere? Ikke særlig langt, mener antropolog Bjørn Nygaard ifølge Politiken.

Avisa anmelder Nygaards bok “Kulturmødet på arbejdspladsen. Interkulturel kompetence som konkurrenceparameter”.

Anmedereren Kresten Schultz Jørgensen er begeistret og framhever bokas perspektiv på kulturbegrepet. Nygaard tar nemlig et oppgjør med den tradisjonelle ledelseslitteraturen der Geert Hofstedes stereotype framstillinger dominerer. Hofstede definerer et menneske først og fremst via dets nasjonalitet eller etnisitet (sjekk Hofstedes nettside med landoversiktene!):

Traditionelt bygger ledelseslitteraturen overalt i den vestlige verden på en kulturforståelse, man kunne kalde ’essentialistisk’, dvs. troen på, at kultur er en essens – en dybest set uforanderlig kerne, der kendetegner og styrer vores handlinger. 
(…) For essentialisterne er der et sammenfald mellem den nationale gruppe (f.eks. danskere), kulturen og det geografiske område. Danskere har f.eks. »kort magtdistance«, amerikanere er »individualister« og så fremdeles.

Bjørn Nygaards alternativ er relationismen, dvs. troen på, at forskellene er reelle, men også, at de opstår i mødet med andre mennesker, og at de derfor kan forandres. Vi har kort sagt den kultur, vi beslutter os for.

Boka ble også anmeldt på dknyt.

For noen uker ble antropologen intervjuet i ugebrevet A4. Der sier han bl.a. “Når vi ikke ser Hassan, men ’en tyrker’ på jobbet går vi glip af en masse muligheder for at høre Hassans ideer bidrag til at skabe innovation”. Han stiller også spørsmål som “Er det ok, at vores amerikanske kollega bliver ved med at tale amerikansk, mens vores tyrkiske klandres for sit dårlige dansk?”

Bjørn Nygaard er medarbeider i ideThandling – et konsulentfirma som jobber med, ja, nettopp, “kulturmøder på arbejdspladsen”.

SE OGSÅ:

Ny hovedoppgave: Hva skaper samhold på en flerkulturell arbeidsplass?

– Arbeidsinnvandring betyr innovasjon

Antropolog fikk Microsoft til å tenke nytt

Thesis: When Norwegians do business in Brazil

“Norske bedrifter mangler kulturkunnskap” – RettØst er månedens antropologer

Doktoravhandling: Mer segregasjon på arbeidsmarkedet

Skal vi slutte å snakke om kultur?

"Amerikanere er individualister og arabere er autoritære." Hvor langt kommer vi med slike karakteristika som utgangspunkt for kontakt med kollegaer og forretningspartnere? Ikke særlig langt, mener antropolog Bjørn Nygaard ifølge Politiken.

Avisa anmelder Nygaards bok "Kulturmødet på arbejdspladsen. Interkulturel…

Read more

Rapport: Tiggere vil hjelpe seg selv

“A person too?” Foto: Craig Allen, flickr

Hvem er tiggerne? Hvorfor tigger de? Hva kan gjøres for å bedre deres situasjon? Kofoeds Skole har nettopp publisert rapporten Tiggere i København som ble utarbeidet av Louise Christensen, bachelor i antropologi ved Københavns Universitet.

Hellere avissælger end tigger, oppsummerer dinby.dk.

Tiggerne mener selv, at hvis de skal ændre deres liv, skal det komme indefra og være dem selv, der gør det – samfundet kan ikke hjælpe. Det er derved dem selv, der aktivt vælger at sælge hjemløseaviser, frem for at stå og tigge på gaden.

De fleste tiggerne beskriver selve tiggingen som ydmykende, ubehagelig og skamfull, skriver forskeren i septemberutgaven av Kofoeds Avis (pdf).

Tiggerne vil helst hjelpe seg selv. Det de trenger er altså konkrete tilbud. Hjemløsavisen Hus Forbi er bare et av mange mulige løsninger, påpeker antropologen i rapporten:

At avissalg har gjort det muligt for tiggerne at vælge en anden måde at skaffe penge på, dog for mange periodisk afbrudt af tiggeri, er måske udtryk for, at tiggerne også på andre områder gerne ville vælge noget andet, hvis det var tilgængeligt, fordelagtigt, virkede overkommeligt, trygt og muligt for dem.

>> last ned hele rapporten (pdf)

I sin masteroppgave i antropologi om tiggere i Oslo kom Ben C. Pedersen fram til at det å selge hjemløsavisen =Oslo “er ikke nok for å bli tatt inn i varmen”.

SE OGSÅ:

Antropolog: “Umoralsk å kaste ut tiggerne”

Interview: Anthropologist studied poor fast food workers in Harlem

Poverty and health policies: Listening to the poor in Bangladesh

Professor studies society’s poor by picking through trash

Anthropologist calls for a greater appreciation of child labor

Den ukjente fattigdommen på Nord-Grønland

Etnisk fattigdom i Norge?

"A person too?" Foto: Craig Allen, flickr Hvem er tiggerne? Hvorfor tigger de? Hva kan gjøres for å bedre deres situasjon? Kofoeds Skole har nettopp publisert rapporten Tiggere i København som ble utarbeidet av Louise Christensen, bachelor i antropologi ved…

Read more

“Journalistikk + sosialantropologi = sant”

Månedens antropolog Synnøve Aarsland har en lignende bakgrunn som meg. Etter å ha jobbet som lokaljournalist i NRK Sogn og Fjordane, holder hun nå på med forskningsformidling. Og hun mener også at antropologi og journalistikk er en utmerket kombinasjon.

I sitt bidrag til serien til Norsk Antropologisk Forening skriver hun blant annet:

Antropologien, ikkje minst feltarbeidet og arbeidet med hovudoppgåva, ga viktig lærdom eg kunne bruke i jobben som journalist. (…) Etter å ha vore på feltarbeid var eg van til kjensla av å skilje seg ut i flokken, vere den som stiller dei rare spørsmåla, som snakkar med alle, både raringar og lokalheltar. Eg var van med å møte folk med ein annan bakgrunn, ei anna ”livsverd” enn det eg hadde sjølv. Og slik var det også å vere journalist. (…)

Som journalist bør du vere på feltarbeid kvar dag. Mantraet frå redaksjonssjefen var alltid: snakk med folk! Gå ut og snakk med ”mannen i gata” og kva som opptek han og finn ut kva som rører seg i lokalsamfunnet. Det er då du får dei gode historiene. (…)

Du må dykke ned på mikronivå. Ei sak om overordna strukturar i samfunnet må underbyggast med folk. Høg og lav. Det globale i det lokale. Det er ofte nøkkelen til god lokaljournalistikk. Dersom du klarer å ta tak i eit generelt problem som gjeld oss alle og belyse det med eit lokalt case, ja då var du garantert å få saka ”på” i Dagsrevyen, Dagsnytt eller Her og Nå. Då hadde vi klart å ”heve” saka, slik vi også gjer i antropologien.

NRK er faktisk interessert i antropologer og andre med en litt annerledes bakgrunn:

I NRK sa dei til meg at dei ikkje vil ha straumlineforma folk med journalistutdanning, der dei kan eit handverk men ikkje noko om den verda vi lever i. Dei vil ha folk med variert fagbakgrunn, gjerne eit språk, gjerne landkunnskap, gjerne økonomi, historie og samfunnskunnskap. Dei vil ha folk som er kritiske og analytiske. Som ikkje tar alt for god fisk, og som tørr å stille dei upopulære spørsmåla, og som er kritiske til makta.

Nå jobber Synnøve Aasland som kommunikasjonsrådgiver ved SV-fakultet ved Universitetet i Oslo. Mye dreier seg om forskningsformidling:

Mi oppgåve er mellom anna å bidra og gje råd til forskingskonsulentar og forskarar i mediehandtering og formidling. Eg har etablert eit digitalt nyhendebrev for tilsette, og intervjuar forskarar, dekan og prodekan om nye og pågåande prosjekt, om fagpolitikk og strategi. Eg leverer innhald til eigne nettsider og skal også i gang med å skrive saker til nettavisa forsking.no. Eg deltek også i fora som er med på å forme dei nye nettsidene ved UiO, og diskuterer forskingsformidling og korleis vi skal profilere forskinga vår betre på eigne nettsider.

>> les hele saken på NAFs nettsider

SE OGSÅ:

Symbiosen mellom antropologi og journalistikk

Why anthropologists should become journalists

Nancy Scheper-Hughes: Public anthropology through collaboration with journalists

Flere antropologiske firmaer: Glocals – journalistikk og antropologi

Månedens antropolog Synnøve Aarsland har en lignende bakgrunn som meg. Etter å ha jobbet som lokaljournalist i NRK Sogn og Fjordane, holder hun nå på med forskningsformidling. Og hun mener også at antropologi og journalistikk er en utmerket kombinasjon.

I…

Read more

Antropolog avslører: Slik blir au pairer utnyttet

Først må de betale store summer til formidlere for å komme til Danmark. Så kan de opplever urimelige arbeidsforhold i deres vertsfamilier. I rapporten “Au Pair og Menneskehandlet?” viser antropolog Trine Mygind Korsby at mange au-pairer i Danmark har det ganske ille, spesielt filipinske jenter.

Antropologen har intervjuet 27 au-pairer fra Filippinene, Hviterussland, Ukraine, Serbia, Nepal og Kenya. I et intervju med Berlingske Tidende sier hun at mange au-pairer må betale store summer til au-pair-formidlere:

»Man ved, at problemet eksisterer, men rekrutteringsmønstret er meget broget, og det foregår på et utal af forskellige måder. Nogle formidlere er bosat i Danmark og bruger så bl.a. familiemedlemmer i Filippinerne til at rekruttere og sige til folk: »Du kan komme til Danmark og arbejde, men du skal så betale os for det.« Nogle historier tyder på, at det er en business blandt nogle filippinere, men i andre sager er det mindre organiseret.

»Pengeopkrævningen kan ses som en udnyttelse af den danske ordning. Den er jo ikke lavet for, at nogle skal tjene penge på den. Og så sætter det au pair-personerne i en sårbar og udsat position, at de starter deres ophold i gæld. Og for at få gælden hurtigere ud af verden vælger nogle af dem så at arbejde sort.

Jentene setter sjeldent spørsmålstegn ved situasjonen. De fleste aksepterer prisen:

»De ved ikke, at man ikke behøver eller bør betale, men mange af dem accepterer det, når de så er her. For de siger, at hvis ikke det var for formidleren, så var de aldrig kommet til Danmark, og man skal huske, at for de her mennesker er det en fantastisk mulighed for at komme hertil og skabe bedre forhold for deres familier og dem selv. Så der står rigtig meget på spil.«

Utnyttelsen som er mulig i au pair-feltet, henger uløselig sammen med au pair-feltets endrede vesen, skriver antropologen i rapporten. Au-pair-ordningen dreier seg ikke lenger om kulturutveksling, men om arbeidsmigrasjon: De fleste er i Danmark for å tjene penger og hjelpe familiene sine. “Dette betyder, at disse au pairs udgør en sårbar og udsat gruppe, som på deres videre migrationsfærd rundt i verden vil kunne udnyttes på forskellige måder – muligvis også af menneskehandelsbagmænd”, påpeker antropologen og foreslår opprettselsen av en ’non-profit-formidlingsorganisation’ for au pairs og vertsfamilier.

>> Intervju i Berlingske Tidende

>> last ned rapporten

Vi har hatt en lignende diskusjon i Norge ifjor, se bl.a. Intervju med Cecilie Øien (Kilden 5.11.09) og omtale av Fafo-rapport i Dagbladet: Norske familier vil ha hushjelp — ikke en au pair (Dagbladet, 20.8.09) og Tok passet og truet med å sende henne hjem (Dagbladet 21.8.09)

Først må de betale store summer til formidlere for å komme til Danmark. Så kan de opplever urimelige arbeidsforhold i deres vertsfamilier. I rapporten "Au Pair og Menneskehandlet?" viser antropolog Trine Mygind Korsby at mange au-pairer i Danmark har det…

Read more