search expand

Blogger won University Prize for Excellence in Research Dissemination!

I’ve blogged about this in my Norwegian blog already, but this might be interesting for you out there as well. It seems that blogging has become mainstram in academica. Jill Walker, one of the first academic bloggers in Norway has won the Meltzer Foundation’s prize for excellence in research dissemination – because of her blogging! >> read Jill Walkers blog post

SEE ALSO:
More and more academics use blogs

I've blogged about this in my Norwegian blog already, but this might be interesting for you out there as well. It seems that blogging has become mainstram in academica. Jill Walker, one of the first academic bloggers in Norway has…

Read more

Integrering: “Barnehagene kan gjøre mer skade enn gavn”

Stadig vekk hører vi hvor viktig det er at innvandrerbarn går i barnehagen for “å bli integrert”. Men nå har antropologene Eva Gulløv og Helle Bundgaard funnet ut at barnehagene kan gjøre mer skade enn gavn. Årsaken er fordommer blant barnehage-ansatte og manglende kommunikasjon mellom ansatte og foreldre. Det kommer fram i et intervju i fagbladet Børn & Unge.

De to danske antropologene har avsluttet sitt treårige forskningsprojekt “Tosprogede børn i danske børnehaver” der de studerte to barnehager der en tredjedel var “tospråklige”.

Integrering kommer ikke av seg selv. Det er ikke nok å synge barnesanger, klippe julehjerter sammen, sier Eva Gulløv. Allerede i førskoleinstitusjoner opplever barn å bli ekskludert:

“Det virker ikke nødvendigvis integrerende at sætte børn tidligt i institution. Hvis det ikke bliver gjort ordentligt, risikerer man bare at flytte nogle problemer længere ned aldersmæssigt og endda gøre dem værre. Hvis du allerede de første fem år af dit liv er vant til at blive ekskluderet frem for at blive inkluderet, kommer der måske en voldsommere reaktion i skolen, end der ellers ville være kommet.”

Forskerne observerte at tospråklige barn dannet egne grupper og ikke ble del av det “store fellesskap”. En grunn er språket, forklarer Eva Gulløv:

“Sproget er meget vigtigt. Børnene bruger det til at forhandle med – “du er faren, og du er moren.” Hvis du ikke er sproglig god, har du svært ved at forhandle, og de tosprogede børn bliver derfor ofte de små i rollelege, og derfor søger de mod børn, de kan være lige med.”

Dette kunne pedagogenes ha gjort noe med. Men det gjorde de ikke. Pedagogene lagde vekt vekt på frie idealer, demokrati, og at det er viktig, at barna setter ord på sine følelser:

“Pædagogerne siger til Ahmed, at han skal sige, at han ville være med i legen, men det hjælper ikke noget, for det er stadig Jonathan, som har definitionsmagten over legen. Generelt arbejdede pædagogerne ikke med at give børnene redskaber til at udtrykke sig med, til at udvide deres ordforråd eller hjælpe dem med det, de ikke kan sige.

I det lange løb kan der imidlertid ske en eksklusionsproces af de tosprogede børn. De leger ikke med de danske børn, de bliver afvist, og de kommer derfor heller ikke hjem til hinanden for at lege.

Antropologene oppdaget at barn med minoritetsbakgrunn ble forskjellsbehandlet på grunn av bestemte forestillinger om “deres kultur”:

Da en tosproget pige kom tilbage fra en ferie var hun meget indadvendt, ked af det og tavs. Hun ville ikke fortælle, hvad der var galt, og personalet snakker om, at det er et problem, at man ikke snakker om følelser, der hvor pigens familie kommer fra. Da en dansk pige får det på næsten samme måde, reagerede personalet med at gå ind i pigens og familiens problemer. “Det skete flere gange, at personalet så det enkelte barn og familien, når det var en dansker, og hele kulturen, når det var et tosproget barn,” siger Eva Gulløv.

Skyldtes problemene at innvandrerbarn ikke ville integrere seg? Dette avviser Gulløv:

Mange forældre anstrengte sig for, at deres børn ikke skulle være anderledes, de forsøgte at lave madpakker, der lignede de danske, og de ønskede, at deres børn lærte dansk.

Forskerne peker på en paradoks:

Vores materiale indikerer, at forskelle der har baggrund i social klasse og etnicitet gensidigt forstærker hinanden i den institutionelle kontekst og resulterer i konstruktionen af specielt muslimske børn som anderledes, – en anderledeshed som forstærkes gennem børnenes egne interaktioner. Denne konstruktion legitimerer en pædagogisk bestræbelse på at lære minoritetsbørn, hvordan man bør opføre sig på måder, der eksplicit ignorerer forældres ambitioner og værdier vedrørende opdragelse. Legitimeret ved et pædagogisk hensyn opereres der således med forskelle, på trods af et ideologisk udgangspunkt i lighed og ligeværd.

(…)

Familierne bliver problematiseret, fordi de ikke passer ind i daginstitutionernes målestok for, hvad der er normalt.

Men de legger vekt på at resultatene ikke kan brukes til å si at barna skal bli hjemme isteden. Men det er viktig at tospråklige barn opplever at de blir inkludert og ikke ekskludert.

>> les hele intervjuet i Børn & Unge

>> oppsummering av forskningsprosjektet

Stadig vekk hører vi hvor viktig det er at innvandrerbarn går i barnehagen for "å bli integrert". Men nå har antropologene Eva Gulløv og Helle Bundgaard funnet ut at barnehagene kan gjøre mer skade enn gavn. Årsaken er fordommer blant…

Read more

Blogger får Universitetets formidlingspris

En gladnyhet: En av Norges første bloggere, Jill Walker, er en av de to forskere ved Universitetet i Bergen som får Meltzerfondets pris for fremragende forskningsformidling, melder På Høyden. Jill Walker (34)trodde først det var en spøk da hun ble oppringt om den gledelige nyheten fordi blogging tidligere var lite anerkjent:

I begrunnelsen fra Meltzerfondet legges det imidlertid vekt på at disse loggbøkene på nett er en svært åpen kommunikasjonsform, og at Walker har utnyttet denne åpenheten til å la omverdenen få se inn i, og ta aktivt del i, akademikerens verksted for tenkning og forskning. ”Gjennom bloggen har hun som akademiker skapt sitt eget forum for formidling, og vært til inspirasjon for utallige andre innenfor og utenfor akademia”, heter det i begrunnelsen.

>> les hele saken i På Høyden

>> les Jill Walkers egen kommentar

>> Hundre tusen kroner til forskningsblogg fra Bergen (Norsk bibliotekforening kommenterer)

SE OGSÅ:

Jill Walker: Avgjørende å forstå de nye mediene

Jill Walker: Alle forskere bør skrive weblogg (forskning.no)

“Open source movement is like things anthropologists have studied for a long time” – seminarrapport av Jill Walker

jill/txt – Jill Walkers blogg

En gladnyhet: En av Norges første bloggere, Jill Walker, er en av de to forskere ved Universitetet i Bergen som får Meltzerfondets pris for fremragende forskningsformidling, melder På Høyden. Jill Walker (34)trodde først det var en spøk da hun ble…

Read more

Sameflagget velkommen i 17.mai toget i Oslo

Skolebarn i Oslo oppfordres nå til å bruke det samiske flagget i 17.mai-toget. Men selvom sameflagget nå ønskes velkommen i barnetoget, vil kommunen ennå ikke heise det samiske flagget utenfor offentlige bygg på grunnlovsdagen, melder Sami Radio. Ifjor hadde det vært mye oppstyr rundt bruken av det samiske flagget i Oslo.

Skolebarn i Oslo oppfordres nå til å bruke det samiske flagget i 17.mai-toget. Men selvom sameflagget nå ønskes velkommen i barnetoget, vil kommunen ennå ikke heise det samiske flagget utenfor offentlige bygg på grunnlovsdagen, melder Sami Radio. Ifjor hadde…

Read more

Ethnologe Leo Frobenius und der koloniale Blick auf Afrika

frauengefaengnis Zur Zeit zeigt das Frankfurter Museum für Weltkulturen zum ersten Mal die hundert Jahre alten Stereofotographien des Völkerkundlers Leo Frobenius, die er auf seinen Reisen im Kongo geschossen hat. Der Ausstellungskatalog gibt interessante Einblicke in die dunkle Geschichte der Ethnologie in der Kolonialzeit und diskutiert grundlegende Fragen zum Verhältnis zwischen Ethnologen und den Menschen, die sie studieren.

Stereo- / 3D-Fotografie ist so alt wie die Fotografie selbst und wurde besonders nach 1850 sehr beliebt, u.a. wurden solche Bilder auf Jahrmärkten in Betrachtungsautomaten gezeigt. Sie erlebt z.zt. eine Renaissance im Internet, erklärt Peter Steigerwald.

Bei der Ausstellung geht es nicht darum, einen deutschen Ethnologen zu feiern, obwohl manche Presseberichte diesen Eindruck erwecken. Die Texte im Ausstellungskatalog gehen sehr kritisch mit dem Ethnologen um. Es ist für die Ausstellungsmacher wichtig, diese Schaetze aus dem Archiv zu neuem Leben zu erwecken (nicht zuletzt durch die beigelegte 3D-Brille, die einem die Motive viel näher bringen!). Genauso wichtig ist ihnen auch, die Intentionen des Ethnologen mit seinen Bildern zu verknüpfen. Denn ein fotografisches Werk sagt oft mehr über den Fotografen als über das Motiv aus, schreibt Mamadou Diawara, eine der beiden Leiter des Frobenius-Instituts:

Jenseits von Wörtern entdeckt man einen Leo Frobenius, der damit beschäftigt ist, zu beweisen, dass er auf einer höhergestellten Kultur angehört als diejenigen, die er auf Glasplatte gebannt hat.

Die Zusammenarbeit von Ethnologen mit den Kolonialbeamten ist ein dunkles Kapitel in der Ethnologie. Frobenius kritisierte zwar die Grausamkeiten im Kongo, die er dort sah. Das koloniale Projekt ansich stellte er jedoch nicht in Frage, schreibt Ute Roechenthaler. Er sah es sogar “als vorteilhaft an, sich mit den Leitern und Agenten der Handelsstationen zu aliieren und von ihrem Wissen ueber Land und Leute zu profitieren”.

Roechentaler analysierte Frobenius’ Reiseberichte. Auf der einen Seite war Frobenius seiner Zeit voraus, schreibt sie:

Was die Sortierung der Bevölkerung in ethnische Gruppen betraf, kam Frobenius zu einer für die damalige Zeit bemerkenswerten Erkenntnis. (…) Frobenius erkannte, dass die meisten ethnischen Begriffe Zuschreibungen von aussen waren und die ethnische Gruppe keine feste Kategorie war.

Aber auf der anderen Seite war er ein Kind der Zeit:

In seinem Reisebericht spart Frobenius nicht mit Sätzen über die Primitivität von Land und Leuten. Der Text ist durchsetzt von rassistischen und sexistischen Phrasen, mit denen er zu versuchen scheint, sich immer wieder das eigene Überlegenheitsgefühl vor Augen zu führen. (…) Frobenius nutzt jede Gelegenheit, um dem Leser vorzuführen, dass nur hartes Durchgreifen langfristig Respekt erzeuge und die Bevölkerung zu beflissener Arbeit erzöge. Ohrfeigen und eine Tracht Prügel sind ihm hierzu das bewährte Mittel. Zweifellos war Frobenius ein Befürworter des kolonialen Projekts.

Frobenius war stets mit einer eigenen Polizeitruppe unterwegs. Die Lokalbevölkerung flüchtete oft bei Erscheinen der Expedition, weil sie in ihm einen Handels-Agenten vermuteten, schreibt Andreas Ackermann. Eine vertrauensvolle Beziehung zu den jeweiligen Bewohnern konnte gar nicht entstehen:

Sowohl die Materialsammlung als auch die fotografische Dokumentation dürfte unter diesen Umständen eher einem Raubzug geglichen haben. (…) Die Einheimischen wollten sich vielfach auch weder vermessen, noch fotografieren oder befragen lassen.

bogen “Die Art und Weise, in der die Anderen konstruiert werden, ist gleichzeitig die Art und Weise, in der man sich selbst kontruiert”, schreibt Andreas Ackermann mit einem Verweis auf Johannes Fabian und die lange Debatte der 80er-Jahre ueber die Darstellung der “Anderen” in der Ethnologie. Fabian führte den Begriff “Othering” ein – damit meint er den Vorgang in dem Forscher ihre “Forschungsobjekte” zu “Anderen” machen, damit man sie naturwissenschaftlich nüchtern untersuchen kann. Der Forscher des 19. und beginnenden 20.Jahrhundert, so Ackermann, “schaut gleichermassen von aussen bzw von oben auf die Gesellschaft herab”:

Diese Asymmetrie zwischen Subjekt und Objekt der Erkenntnis spiegelt sich nicht nur in Bemerkungen rassistischen Charakters, sondern auch in dem Gefühl, kognitiv über die anderen verfügen zu können: “Photographiert, Besitzgefühl: Ich bin es, der sie beschreiben oder erschaffen wird”, schreibt Malinowski 1917 in sein Tagebuch.

Bilder sind besonders “gefährlich”, schreibt Ackermann – ihre Interpretation ist weniger zu kontrollieren wie Schrift. Deshalb muss man sich es immer wieder genau überlegen, ob bestimmte Bilder gezeigt werden sollten, um zu verhindern, dass “falsche” Schlüsse gezogen werden. Das Bild ganz oben zum Beispiel erweckt wohl bei den meisten die Assoziation “Sklaverei”. Richtig ist vielmehr, der Fürst von Lupungu diese Frauen aufgrund von “Disziplinproblemen” zur Strafe an die Kette legte. Frobenius fotografierte die Frauen und beschloss, diese Methode von nun an selbst auch anzuwenden. Ackermann schreibt:

Ein Sprichwort behauptet zwar, ein Bild sage mehr als tausend Worte, das Gegenteil aber ist der Fall – es bedarf vieler Worte, um ein Bild verstehen zu koennen.

Grussworte überliest man gerne. Udo Corts, hessischer Minister für Wissenschaft und Kunst dagegen stellt eine kluge Frage:

Die Fotografien sind (…) Zeugnisse des “Blickwinkels”, aus dem heraus der Europäer – der Angehörige einer Kolonialmacht – nach Afrika schaute. Damit bieten sich kritische Vergleiche an: Inwieweit hat sich unser Bild des benachbarten Kontinents inzwischen verändert? Kunst und Literatur transportieren nach wie vor allzu gerne das exotische Bild von Afrika (…)

Wir fühlen uns an die Debatten um das “African Village” im Augsburger Zoo erinnert.

Die Ausstellung ist noch bis zum 30.4. zu sehen.

Links aktualisiert am 1.9.2019

SIEHE AUCH:

Udo Mischek: Auf den Trümmern von Atlantis. Leo Frobenius im südlichen Nigeria.

Udo Mischek: Frobenius und Kultur

frauengefaengnis

Zur Zeit zeigt das Frankfurter Museum für Weltkulturen zum ersten Mal die hundert Jahre alten Stereofotographien des Völkerkundlers Leo Frobenius, die er auf seinen Reisen im Kongo geschossen hat. Der Ausstellungskatalog gibt interessante Einblicke in die dunkle Geschichte der Ethnologie…

Read more