Er det derfor danskene er så "kalde" og "fremmedfientlige"?

I en interessant kronikk i Jyllands-Posten forklarer antropologen Dennis Nørmark hvorfor utlendinger ofte opplever dansker som kalde og lukkete. “Det er ikke jer, vi ikke kan lide. Sådan er vi også overfor hinanden", skriver han - mye kan sikkert overføres til andre land:

Vi vil så nødigt trænge os på overfor naboen, passagererne, dem i køen, kollegaerne eller nogle af de andre, der ikke lige er vores bedste venner. Henvender nogen sig til os i offentligheden, bliver de fleste af os ilde tilpas og håber, at de snart holder op igen. Man kan sidde i evigheder og blive gal over, at nogen taler i stillekupéen, for ingen tør konfrontere den formastelige synder.
(…)
I det hele taget undgår vi at gå for meget i vejen for hinanden. Respekt for privatlivet kalder vi det, men man kan også se det som en nærmest neurotisk angst for at ”trænge sig på” og ”blande sig”. Et par af mine studerende på Aarhus Universitet satte sig engang for at undersøge, hvor nye passagerer satte sig i bussen. Deres lille studie viste, at folk havde en suveræn evne til at finde det sæde, der var længst væk fra alle andre.

Danmark, skriver han, er “et ekstremt eksempel på det, som den amerikanske antropolog Edward T. Hall har kaldt et lavkontekstsamfund":

Lavkontekstsamfund har meget store offentlige rum, hvor man kan lave en hel masse med hinanden uden egentlig at kende hinanden. Jeg kender ikke manden eller kvinden, der reparerer min cykel, sælger mig en bil, passer mine børn eller har kontor ved siden af mig. Ej heller behøver jeg. Deres handlinger er fastsat af klare regler, de udfylder nogle specifikke roller, og alt, hvad vi gør med hinanden, er reguleret af konkrete aftaler.

Men det fins også lavkontekstland der folk er mer imøtekommende enn i Danmark, skriver han. USA for eksempel. Forskjellen mellom USA og Danmark er at Danmark er en velferdsstat. Velferdsstaten overflødiggjør personlige relasjoner:

Vi bryster os af at have en stor tillid til hinanden. En høj sammenhængskraft. Men den sammenhængskraft er måske i bund og grund ikke andet end en statsgaranteret mulighed for gensidig isolation. Vi behøver ikke at kende hinanden for at få omsorg, vi har et retskrav på at blive passet, vi behøver ikke naboen til at holde øje med indbrud, eller om vi eventuelt er døde. Det overlader vi til politiet, og vi behøver ikke tysse på vores støjende medpassagerer, men blot vente til konduktøren kommer.
(…)
Når centrum-venstre således rutinemæssigt klandrer den danske befolkning for at være kold, fremmedfjendsk, isoleret og selvtilstrækkelig, skal man lige huske på, at den omsorgsfulde stat, de holder så meget af, bærer en stor del af ansvaret for, at de personlige relationer, det personlige sociale ansvar, er blevet overflødiggjort.

>> les hele saken i Jyllands-Posten

En interessant tese. I enkelte deler av Nordnorge er det veldig lett å bli kjent med folk. “Ja, du vet, vi er jo vant til å hjelpe hverandre", fikk jeg ofte som forklaring. I Nordnorge kan det vært langt til nærmeste politistasjon. Det er kanskje ikke nødvendigvis velferdsstaten som er har noe å si her, men hvor avhengig folk er av institusjonene og hvor synlige de er i livene deres (og selvfølgelig mye annet også)?

Nørmarks tekst ble kommentert av Bo Grünberger: Velfærdsstat, socialismen og sandheden om Guds rige og Per Lau Jensen: En omsorgsfuld stat

Lignende konklusjoner om danskene trakk også antropologen Anne-Marie Christensen som studerte nabokrangler. “Forskanset bag mure, stakitter og hække er vi vore egne værste terrorister og urostiftere", sa hun i et intervju. “Set i mikro-makro perspektiv foregår der på ligusterplan nogenlunde det samme mellem danskere som mellem stridende lande og grupper", se “Danskene er sine egne verste urostiftere og terrorister” og Hva kan vi lære av nabokrangler?

Antropologen Henrik Sinding-Larsen snakker forresten om relasjonelle og post-relasjonelle samfunn. I “post-relasjonelle samfunn” er det ikke lenger personlige relasjoner som utgjør samfunnets viktigste lim, men institusjoner og systemer. Se intervju med Henrik Sinding-Larsen og hans tekst Eksternaliserte og relasjonelle trygghetsregimer.

SE OGSÅ:

Politisk korrekte svensker og islamofobe dansker?

“Tilliten mellom mennesker og til staten gjør Norden så rik”

Er kontakt mellem etniske danskere og flygtninge og indvandrere viktig?

Nordmenn, høflighet og kunsten å omgås fremmede

Ensomme nordmenn - tabutema ensomhet