kjønn

(via Kilden) Nærhet til barna er blitt viktigere for dagens fedre. Mens kvinnene har rykket ut av familien, har mennene rykket inn, skriver antropolog Maruska la Cour Mosegaard i Webmagasinet Forum for køn og kultur. Antropologen har forsket på tre generasjoner fedre.

Nærværet, forstått som muligheten for tid og tilknytning i forholdet til sine barn, er blitt mer akseptert og blitt muliggjort gjennom strukturelle tiltak som fedrepermisjon o.l. for menn som ønsker det. De fleste yngre fedre i undersøkelsen understreker viktigheten av far-barn relasjonen.

”Nærværende fædre” kan en i den forstand se som en “nyhet i verdenshistorien”, skriver hun:

De er de første fædre, der taler om nærvær. Uden at udelukke, at fædre i dag bruger meget (mere) tid med deres børn, mener jeg derfor, at det særligt er i deres insisteren på nærvær, at de adskiller sig fra deres fædres generation. Hvor fædre tidligere, som den pensionerede landmand, havde børnene omkring sig, så skal og vil nutidige småbørnsfædre derimod være omkring deres børn.

(…)

Når mændene insisterer på nærhed, er det også en måde at tale sig op imod den ideologiske vægt, moderskabet har i vores kultur: Mor er tæt på, far er fjern, hun er nærværende, han er fraværende, hun er omsorgsfuld, han er hård og kontant.

(…)

Historisk set har det voksende lægevidenskabelige fokus på kvindens rolle i reproduktionen og hendes omsorgsgivende funktion i forhold til det spæde barn været med til at legitimere stadigt stærkere bånd mellem mor og barn. Det har samtidig skabt en kulturel kløft mellem fædre og børn.

Nutidige fædres insisteren på nærhed må ses i forhold til denne intimisering og ideologisering af moderskabet. Der er både tale om en retorisk insisteren, hvor de benytter sig af de ord, som hidtil har været brugt i talen om kvinders forhold til børn – og om en praksis, hvor de insisterer på at have en tæt relation til barnet uden om moderen.

(…)

Som mand og far er det ikke længere nok at være tæt på sin ægtefælle, man skal derimod i lighed med moren være tæt på sit barn. Nærheden opfattes som et gode – af den enkelte og af samfundet. Kommer det for eksempel til en skilsmisse, er det den forælder, som kan påvise en tæt tilknytning til barnet, der får retten til samvær.

For børn er noget, man i dag gør sig fortjent til. Børn er blevet væsner, som forældre skal være opmærksomme på, personer med egne behov og personligheder, der skal tages hensyn til. Man skal kende og forstå sit barn for at være en god forælder. Og kendskab og forståelse kommer ikke uden nærhed, uden at man bruger tid sammen med og er tæt knyttet til sit barn. Nærheden bliver derved basis for det gode forældreskab, udfra hvilket man kan påberåbe sig en autoritet.

>> les hele teksten i Forum for køn og kultur

SE OGSÅ:

Forsvarer sin avhandling i sosialantropologi om far-sønn-forholdet

In å være hjemme-alene-pappa

Hovedoppgave om muslimske menn: “Jeg vil ikke være barnas sjef, jeg vil være barnas venn”