search expand

De glemte likhetene mellom klassereisende og innvandrere

cover

De må lære seg et nytt språk, nye koder og må ta farvel med familien: Å reise fra arbeiderklassen til middelklassen kan være like utfordrende som å reise fra Bagdad til København: I en i Danmark allerede mye omtalt bok betegner antropolog og journalist Johanne Mygind klassereisende som “sociale immigranter”.

I boka “Opdrift” har Mygind intervjuet 11 “mønsterbrydere” – de har brutt med familiens tradisjoner i arbeiderklassen og blitt en del av den danske eliten. Men, som Tanja Nyrup Madsen skriver i Ugebrevet A4, er Johanne Myginds fortelling “ikke noget heltekvad, men snarere en hjerteskærende historie om sorgen over at vende sine nærmeste ryggen og miste sit tilhørsforhold”. Boka er “fortællingen om den høje pris for en plads i den øvre middelklasse, hvis man ikke er født ind i den””.

Klassesamfunnet er ikke avskaffet. Det lever i beste velgående. Det koster dyrt for de sosialt dårligst stilte å “komme seg opp i samfunnet”.

Det er ikke lett å integrere seg i et nytt miljø – dette gjelder ikke bare innvandrere fra Irak, men også klassereisende. Johanne Mygind kaller klassereisende derfor ”sociale immigranter”:

Ingen af dem vil tilbage til det land, de har forladt, men de savner det alligevel, for der er nogle mennesker, som forstår dem på en anden måde. Og når de så kommer tilbage, opdager de, at de heller ikke længere føler sig forstået der, fordi de selv har forandret sig for meget. Den følelse af hjemløshed gør det meget ensomt at være indvandrer – og mønsterbryder.

De fleste klassereisende opplever deres sosiale oppbrudd som et smertefullt brudd med familien. Mange av dem er plaget av dårlig samvittighet over å ha vendt foreldrene ryggen:

Det sker tit på et tidspunkt i deres liv, hvor de er i gang med at lære alle de her nye koder. De er i gang med at finde ud af, hvordan de bliver det her middelklassemenneske, der gør alt på den rigtige måde, og når de så kigger tilbage på deres arbejderfamilie, så ser de lige præcist alt det, de ikke vil være mere.

Å lære seg middelklassens koder er som å lære seg et nytt språk seint i livet. Flere klassereisende beskriver det faktisk selv som å “snakke med aksent”:

Der er enkelte af dem, der i løbet af deres liv bliver vrede og siger: ”Fuck! Min gamle måde er den rigtige”. Men langt de fleste af de her mennesker føler, at det er efterstræbelsesværdigt at opføre sig, som man gør i den højere middelklasse – og det vil sige, at alt, hvad de gør, når de bare er sig selv, er ”forkert”.

Myging mener at denne høye personlige prisen kan være en forklaring på at så få velger å ta spranget:

Hvis arbejderbarnets pris for at blive direktør er, at man ikke har noget ordentligt forhold til sin familie, så er prisen højere end for et middelklassebarn. Det er for mig det, der definerer ulighed. At man ikke betaler samme pris for at opnå det samme gode.

>> les intervjuet i LOs Ugebrev A4

Boka ble også omtalt (og rost) i Politiken. Vi kan dessuten lese om noen mønsterbrydernes historie i Kristeligt Dagblad og i Information
I Norge har vi hatt en lignende diskusjon for et par år siden, der antropolog Marianne Gullestad var mye involvert, se Vis billetten – du er på klassereise.

En veldig interessant klassereise-historie fortalte den tyske historikeren Frank Meyer ved Høyskolen i Oslo i boka “Mellom to kulturer”, se Kritiserer undervurdering av klasseforskjeller i innvandringsdebatten. Lignende klassereise-spørsmål tok også Gjertrud Lian opp i sin hovedoppgave om arbeiderklassen i Newcastle, se Det lukkede rommet rundt arbeiderklassen: Oppgave om arbeiderklasseidentitet

cover

De må lære seg et nytt språk, nye koder og må ta farvel med familien: Å reise fra arbeiderklassen til middelklassen kan være like utfordrende som å reise fra Bagdad til København: I en i Danmark allerede mye omtalt bok…

Read more

Landbruk: Etiopia viser veien

Etiopia assosierer mange med tørke og hungerkatastrofe. Men landet har et av verdens vakreste kulturlandskap og et innovativt landbruk som også Norge kan lære av, forklarer antropolog Dag Jørund Lønning i en kronikk i Nationen.

Etiopias landbrukslandskapet burde minne oss på at det fins flere veier til utvikling og at størst ikke alltid er best, skriver han:

Ferske landbruksvarer er tilgjengelege i rikeleg monn på marknaden i ein kvar etiopisk by. Dette skjer innanfor ein landbruksstruktur der gjennomsnittsgarden er på 0,7 hektar, eller 7 mål om ein vil! Der økonomane i vår tid har rekna seg fram til at ein bonde i vesten må ha mange hundre mål «for å kunna leva av det», som det så fint heiter, livnærer desse etiopiske småbruka heile familiar både i høve basismat og innkjøpsvarer.

Det etiopiske landbruket er et eksempel på en form for utvikling som kalles involusjon:

Involusjon er prøving og feiling med basis i dei ressursar som naturleg finst på staden. Nøkkelen til suksess innanfor denne produksjonsformen er kreativitet. Den som er mest nyvinnande i bruken av dei lokale ressursane, er også den som tek første steget vidare. Samstundes kjem det heile tida impulsar utanfrå.

Han forteller også om et eksempel på hvordan etiopiske bønder intensiverte matproduksjonen på sine egne premisser uten intensive produksjonsmodeller og giftig kunstgjødsel.

For å dyrke en ny rissort har hele landsbyen slått seg sammen:

Arbeidet skjer med dei same gamle trereiskapane. Det er framleis oksen som pløyer opp jorda, og den einskilde familiemedlem går etter med trehakker. (…) Den store løyndomen i det produktive etiopiske landbruket er tilgjenge på arbeidskraft. Både store og små, mannlege og kvinnelege hender er i arbeid på familien sitt jordstykke.

Overskotet, både i form av basisvarer og byttekapital delest også. Trengst det til enno meir krefter, trer ein urgammal tradisjon i kraft. Hushaldet bryggjer øl og lagar til mat, ofte tilbyr dei og musikk og underhaldning. I bytte gjev gjestene nokre timar med arbeid. (…)

Innføring av denne nye rissorten er ei radikal nyvinning som kan gjera livet betre for mange menneske. Men det er likevel ei nyvinning som støttar seg 1000-årige reiskap, kunnskap og tradisjonar. Det nye vert her ført inn for å styrka i staden for å utfordra og underminera eksisterande sosial organisasjon og lokal kunnskap. (…)

I overskueleg framtid vil involusjon vera einaste berekraftige veg til matproduksjon og overleving i denne delen av verda. Dette bør me i vesten ikkje gløyma i vår iver etter å selja våre eigne intensive produksjonsmodellar og vår eiga kunstgjødsel.

>> les hele saken i Nationen

Jeg har skrevet om Dag Jørund Lønning tidligere, se Månedens antropolog: Fra palestinsk aktivisme til merkevarebygging i Telemark og Telemarkskua, bygdeliv og næringsutvikling

SE OGSÅ:

What anthropologists can do about the decline in world food supply

Hungersnød i Etiopia: Antropolog Svein Ege utfordrer bistandsorganisasjoner

Norsk fiskeriforvaltning bør lære av afrikanske fiskere

Etiopia assosierer mange med tørke og hungerkatastrofe. Men landet har et av verdens vakreste kulturlandskap og et innovativt landbruk som også Norge kan lære av, forklarer antropolog Dag Jørund Lønning i en kronikk i Nationen.

Etiopias landbrukslandskapet burde minne…

Read more

Må en ha samme foreldre for å være brødre?

“Forvirring rundt slektskapet”, skriver Aftenposten og “To brødre som ikke er brødre” om den nigerianske fotballspilleren Felix Ogbukes brorskap med tidligere Lyn-spiller Chinedu “Edu” Obasi Ogbuke. Hvorfor denne mistenkeliggjøringen, spør antropolog Tone Sommerfelt.

De to fotballspillere betegner seg som brødre fordi de har vokst opp i samme hus. Er det ikke det samme som å vokse opp med fosterbrødre eller adoptivbrødre? Hvem ville avkrevd videre utlegninger av en etnisk norsk fotballspillers uformelle referanse til en bror, om det “egentlig” er snakk om en “fosterbror”, skriver hun.

Her fra saken på Aftenpostens fotballsider:

– Så dere har samme mor og far da?

– Nei.

– Hvordan kan dere være brødre da?

– Vi er oppvokst i samme hus. Vi er brødre, sier Felix.

To brødre som ikke er brødre, med andre ord

.

Antropologen skriver:

I mange vestafrikanske språk er det ingen måte å skille begrepsmessig mellom “bror” (halv eller hel) og “fars brors sønn” eller “mors søsters sønn”. Fars søsters barn, og mors brors barn, på den annen side, vil ikke refereres til som søsken (dette mønsteret er karakteristisk for såkalte “Dravide-Iroquois” terminologier).

Begrepsbruken har klare motsatser i sosialt liv – mange av dem som vil kalle hverandre for “søsken” etter dette mønsteret bor i store hus sammen, tilhører de samme sosiale gruppene, og har lignende roller i familielivet.

Det som for oss fremstår som underlig begrepsbruk gjenspeiler levd erfaring for dem det er snakk om. I tillegg brukes søskentermer på “ikke-slekt”, nettopp for å etablere en hyggelig, og likeverdig, forbindelse, ikke ukjent fra amerikansk bruk av ordet “brother”.

Tilsvarende: Hvem ville avkrevd videre utlegninger av en etnisk norsk fotballspillers uformelle referanse til en bror, om det “egentlig” er snakk om en “fosterbror”?

Eller en “adoptivbror”? Er det “egentlig” en relevant forskjell i den sammenhengen begrepet brukes, så lenge den ikke avspeiler levd erfaring? Det er ingen grunn til å tilskrive Felix Ogbuke spekulative hensikter, ei heller å senke våre afrikanske brødres ordbruk ned i kaosens komikk. Begge fremstillingene har en nedlatende form som Felix Ogbuke, og norsk offentlighet, burde spares for.

>> les hele saken i Aftenposten: Når er en bror en bror

SE OGSÅ:

Organdonasjon skaper nye slektskapsbånd

Doktorgradsprosjekt: Foreldreskap i bio- og genteknologiens tidsalder

Flerforeldreprinsipp blant samene – Doktorgrad på rituelt slektskap

Somaliske klaner – verdens beste forsikringssystem

“Statoil siviliserer Afrika?” eller “Vi trenger en ny Afrika-journalistikk!”

"Forvirring rundt slektskapet", skriver Aftenposten og "To brødre som ikke er brødre" om den nigerianske fotballspilleren Felix Ogbukes brorskap med tidligere Lyn-spiller Chinedu "Edu" Obasi Ogbuke. Hvorfor denne mistenkeliggjøringen, spør antropolog Tone Sommerfelt.

De to fotballspillere betegner seg som brødre fordi…

Read more

Forsket på ensomme nordnorske kystkvinner

De er dårlig integrert, føler seg ikke verdsatt og forstår ikke det moderne liv med skillsmisser, fri barneoppdragelse og valg basert på egne lyster. Dagrunn Grønbech har skrevet en doktoravhandling om eldre kvinner på Helgelandskysten, melder forskning.no.

Grønbech er ikke antropolog, men har gjort noe som antropologer skulle ha gjort i langt større grad: Å studere eldre mennesker, å utforske livet utenfor de store byene og interessere seg for andre grupper enn innvandrere.

Grønbech har intervjuet 20 kvinner som ble født rundt 1915. Opprinnelig fikk hun stipend til å studere ungdom i lokalmiljøet, forteller hun:

– Da jeg intervjuet eldre kvinner om de unge, endret jeg etter hvert fokus. Jeg ble fascinert over den store avstanden disse kvinnene følte til den yngre generasjon. Kvinnene uttrykte irritasjon og sorg over de unge ikke forstod deres verdier. Jeg ville trenge dypere inn i deres verden.

Avhandlingen er basert på intervjuer med 20 kvinner som ble født rundt 1915. Dette er kvinner som tidligere hadde en sentral rolle i naturalhusholdet. Nå lever de i isolasjon med ferdigheter som samfunnet glemte.:

– Dette er kvinner som ofret alt for hjemmet, de hadde ansvar for matproduksjon og fremskaffing av klær. Når mannen dro på sesongfiske, hadde de i tillegg ansvar for det meste av gårdsarbeidet.

– Kystkvinnenes liv skilte seg på mange måter fra det som deres medsøstre i innlandet levde. De utførte arbeidsoppgaver som i innlandet var regnet som mannsarbeid. Deres arbeidsoppgaver var svært mangfoldige.

– De kjenner seg ikke igjen i sine døtre som lever moderne liv med skillsmisser, fri barneoppdragelse og valg basert på egne lyster. Det individuelle samfunnet passer ikke den eldre kvinnegenerasjonen. De eldre kvinnene opplever at de er ensomme. De sitter mye alene og barna kommer ikke på besøk.

>> les hele saken på forskning.no

Avhandlingen er ikke lagt ut på nett.

SE OGSÅ:

Hva skjer med bygdekulturen?

Struerland.dk: Antropologer studerer livet på landet

De er dårlig integrert, føler seg ikke verdsatt og forstår ikke det moderne liv med skillsmisser, fri barneoppdragelse og valg basert på egne lyster. Dagrunn Grønbech har skrevet en doktoravhandling om eldre kvinner på Helgelandskysten, melder forskning.no.

Grønbech er ikke antropolog,…

Read more

– Kommunikasjonsrådgivere er heksedoktorer

Er politikken i Vesten mer rasjonell enn i områder der de bruker heksedoktorer? Nei, mener antropolog Nils Bubandt. De fleste maktpolitikere i verdens demokratier har trollmenn ved deres side. Indonesias heksedoktorer minner på “Vestens” kommunikasjonsrådgivere eller spin doctors, leser vi på videnskab.dk.

Bubandt har i 17 år forsket på sammehengen mellom magi, religion og politikk i Indonesia. Til videnskab.dk sier han:

En politiker i Indonesien ved lige så lidt som Helle Thorning-Schmidt, Anders Fogh Rasmussen eller George Bush om, hvad folk egentlig vil have. Det er her, heksedoktoren kommer ind. Ligesom spindoktoren skal han ‘oversætte’ det usynlige – hvad enten man kalder det forfædrenes ånder eller vælgernes ønsker – til synlig politik.
(…)
Heksedoktorer minder meget om spindoktorer i Vesten. Det siger jeg ikke for at gøre grin med spindoktorer, men for at pege på, hvordan politik og det spirituelle faktisk hænger meget sammen. En spindoktor og en heksedoktor gør politikeren i stand til at manøvrere rundt i en verden af ubekendte. De kan give en form for sikkerhed, en adgang til det okkulte i betydningen ‘det skjulte’. De gør det bare på forskellige måder.

Demokratisering fører ikke nødvendigvis til transparens, sekularisering og rasjonalisering. Det er heller det motsatte som skjer, sier antropologen:

Heksedoktorer og spindoktorer ser ud til at være en bieffekt og en konsekvens af det spil omkring åbenhed, offentlighed og hemmelighed, som ligger i demokratiske beslutningsprocesser. Forskellige politikere i forskellige sammenhænge finder instrumenter frem fra deres egen tradition, som kan gå ind og agere mediator mellem det hemmelige og offentlige, det moralske og amoralske, risiciene og de klare beslutninger.

Det handler om, hvordan man agerer i det ubekendte, og der er Asien ikke unik. Det er bare et billede på noget, som er mere globalt. Man kan tale om en slags globalisering af det okkulte.

Han peker spesielt på tre punkter i sin sammenligning mellom heksedoktorer og spindoktorer:

1. Forholdet mellem politikeren og heksedoktoren er forholdsvis hemmeligt. Ingen kender det præcise samarbejde, men medierne spekulerer meget i det og gør, hvad de kan for at afdække det. I situationen afviser parterne, at heksedoktoren har afgørende indflydelse, men når heksedoktoren går solo, slår han sig op på at have stor erfaring med og indsigt i de politiske beslutninger.


2. Heksedoktoren bliver betragtet som en person uden moral. Hans vigtigste opgave er at fortælle, hvordan politikeren kan holde sig ved magten.


3. Heksedoktoren sætter skarpe valg op og ridser konsekvenserne op for politikeren. De gør det lettere at træffe beslutninger i en uoverskuelig verden. Det er så op til politikeren at afgøre, om hun vil bruge den viden eller ej.

>> les hele saken på videnskab.dk

PS: Nylig ble det avslørt at den norske politikeren Saera Khan ringer spåkoner. Bloggen Tronds orakel kommenterer:

Saera Khan ringer spåtelefoner
Vår prinsesse kan snakke med dyr og engler
Politikere påstår at gud har fortalt dem at krig er greit

SE OGSÅ:

Antropolog: “På børsen driver en med magi og ritualer”

– Moderne arbeidsliv er preget av new age

– Märthas tro på engler er ikke ekstrem

Forsker på synske dansker

Magi og trolldom i Hallingdal: Pass deg for Haugafolket!

Er politikken i Vesten mer rasjonell enn i områder der de bruker heksedoktorer? Nei, mener antropolog Nils Bubandt. De fleste maktpolitikere i verdens demokratier har trollmenn ved deres side. Indonesias heksedoktorer minner på "Vestens" kommunikasjonsrådgivere eller spin…

Read more