sosialantropologi i Norge, Sverige og Danmark

Både i Sverige og Danmark fortier en vold og seksuelle overgrep innenfor majoritetssamfunnet. Vi vet for lite om voldelige hvite menn, sier sosiolog Keith Pringle i et intervju med Webmagasinet Forum for kjøn og kultur. Pringle har kartlagt kunnskapen som fins om menn i Europa. Han fant ut at de skandinaviske landene henger etter i forskningen om menn og vold.

Han mener at vi trenger kunnskap om hvorfor menn begår vold mot kvinner, barn og mot andre menn. Denne volden er nemlig et utbredt problem – også i landene som ser seg selv som likestilte som de nordiske landene:

– De nordiske lande bliver ofte fremstillet i et særligt positivt lys, når det gælder politik ifht. klasse, køn, etnicitet, alder, handicap og seksualitet. Men i de senere år har kritikere påpeget, at ryet som et entydigt godt ”forbillede” er falsk. For det store fokus på demokrati og velfærd sker på bekostning af smallere områder som fx køn og magt, kønsidentitet og etnicitet.

– Både i Sverige og Danmark ønsker man ikke at se, hvad der sker inden for ens egen etniske gruppe, når det gælder vold og seksuelle overgreb mod børn. Man lukker øjnene. I Storbritannien er det derimod mere accepteret blandt forskere og professionelle socialarbejdere, at seksuelle overgreb mod børn primært bliver begået af mænd og drenge generelt uden særligt fokus på etniske mindretal.

– I Danmark og Sverige er der blinde pletter, når det gælder vold udøvet af den etniske majoritet, nemlig ”hvide” svenskere og danskere. Der er indgået en form for ubevidst overenskomst om, at man som etnisk majoritet er mindre voldelige end ”de andre”. Jeg har mødt tilsvarende holdning hos danske studerende på det sociale område i øvrigt.

Hvorfor er det slik? Pringler peker på nordiske særtrekk:

– De nordiske lande har en historie, som bygger på homogene værdier og konsensus-politik, og de har en rodfæstet tro på egen velfærdsstruktur, sammenlignet med de langt mere individuelle og konfliktorienterede tilgange i Storbritannien. Men det er den samme britiske individualisme, der giver plads til forskelligheder og større opmærksomhed over for manglende ligestilling, når det gælder køn, race, alder, handicap og seksualitet.

Den dynamik, som gør den nordiske velfærdsmodel så stærk, begrænser altså samtidig systemerne, når det drejer sig om håndtering og anerkendelse af social ulighed på en række minoritetsområder.

– Jeg tror, at den kulturelle arv i Danmark skaber modstand mod sociale analyser ud fra et magtperspektiv. For styrken i den liberale individualisme og den dominerende gruppes trang til at påberåbe sig frihed, kan nemlig kun opretholdes gennem fravær af magtanalyser, analyser som netop vil kaste lys på de centrale kløfter i det danske samfund. Efter min mening tænker vi alt for lidt i de borgerrettigheder, som især mindretal bør have i samfund som de skandinaviske.

>> les hele saken i Webmagasinet Forum for køn og kultur

SE OGSÅ:

Æresdrap og dovaner: Kun innvandrere har kultur

Æresdrapsdebatten: Manglende kunnskap eller uttrykk for norsk nasjonalisme?

Ny bok: De fleste drap begås av vestlige menn med gammeldags æresbegrep

Vår tause aksept av drap: Kan de norske “familietragediene” skyldes at enkelte menn ikke takler den raske likestillingen? Det er på tide vi ser på oss selv (Per Kristian Bjørkeng, Aftenposten, 23.12.05)

Har studert norsk forståelse av vold og minoriteter