De må lære seg et nytt språk, nye koder og må ta farvel med familien: Å reise fra arbeiderklassen til middelklassen kan være like utfordrende som å reise fra Bagdad til København: I en i Danmark allerede mye omtalt bok betegner antropolog og journalist Johanne Mygind klassereisende som “sociale immigranter”.
I boka “Opdrift” har Mygind intervjuet 11 “mønsterbrydere” – de har brutt med familiens tradisjoner i arbeiderklassen og blitt en del av den danske eliten. Men, som Tanja Nyrup Madsen skriver i Ugebrevet A4, er Johanne Myginds fortelling “ikke noget heltekvad, men snarere en hjerteskærende historie om sorgen over at vende sine nærmeste ryggen og miste sit tilhørsforhold”. Boka er “fortællingen om den høje pris for en plads i den øvre middelklasse, hvis man ikke er født ind i den””.
Klassesamfunnet er ikke avskaffet. Det lever i beste velgående. Det koster dyrt for de sosialt dårligst stilte å “komme seg opp i samfunnet”.
Det er ikke lett å integrere seg i et nytt miljø – dette gjelder ikke bare innvandrere fra Irak, men også klassereisende. Johanne Mygind kaller klassereisende derfor ”sociale immigranter”:
Ingen af dem vil tilbage til det land, de har forladt, men de savner det alligevel, for der er nogle mennesker, som forstår dem på en anden måde. Og når de så kommer tilbage, opdager de, at de heller ikke længere føler sig forstået der, fordi de selv har forandret sig for meget. Den følelse af hjemløshed gør det meget ensomt at være indvandrer – og mønsterbryder.
De fleste klassereisende opplever deres sosiale oppbrudd som et smertefullt brudd med familien. Mange av dem er plaget av dårlig samvittighet over å ha vendt foreldrene ryggen:
Det sker tit på et tidspunkt i deres liv, hvor de er i gang med at lære alle de her nye koder. De er i gang med at finde ud af, hvordan de bliver det her middelklassemenneske, der gør alt på den rigtige måde, og når de så kigger tilbage på deres arbejderfamilie, så ser de lige præcist alt det, de ikke vil være mere.
Å lære seg middelklassens koder er som å lære seg et nytt språk seint i livet. Flere klassereisende beskriver det faktisk selv som å “snakke med aksent”:
Der er enkelte af dem, der i løbet af deres liv bliver vrede og siger: ”Fuck! Min gamle måde er den rigtige”. Men langt de fleste af de her mennesker føler, at det er efterstræbelsesværdigt at opføre sig, som man gør i den højere middelklasse – og det vil sige, at alt, hvad de gør, når de bare er sig selv, er ”forkert”.
Myging mener at denne høye personlige prisen kan være en forklaring på at så få velger å ta spranget:
Hvis arbejderbarnets pris for at blive direktør er, at man ikke har noget ordentligt forhold til sin familie, så er prisen højere end for et middelklassebarn. Det er for mig det, der definerer ulighed. At man ikke betaler samme pris for at opnå det samme gode.
>> les intervjuet i LOs Ugebrev A4
Boka ble også omtalt (og rost) i Politiken. Vi kan dessuten lese om noen mønsterbrydernes historie i Kristeligt Dagblad og i Information
I Norge har vi hatt en lignende diskusjon for et par år siden, der antropolog Marianne Gullestad var mye involvert, se Vis billetten – du er på klassereise.
En veldig interessant klassereise-historie fortalte den tyske historikeren Frank Meyer ved Høyskolen i Oslo i boka “Mellom to kulturer”, se Kritiserer undervurdering av klasseforskjeller i innvandringsdebatten. Lignende klassereise-spørsmål tok også Gjertrud Lian opp i sin hovedoppgave om arbeiderklassen i Newcastle, se Det lukkede rommet rundt arbeiderklassen: Oppgave om arbeiderklasseidentitet
