Casino i Las Vegas. Foto: Marion Cerrato, flickr
Antropolog Lise Hildebrandt-Eriksen fra Aarhus Universitet har vært på feltarbeid i spillehaller. I doktoravhandlingen som hun forsvarte på fredag kritiserer hun måten det offentlige håndterer spilleavhengighet (ludomani) på:
Projektet peger på at forebyggelse af ludomani ikke kun bør udmøntes som terapi. Forebyggelse bør også implementeres som forbrugerbeskyttelse i form af en regulering af varens udformning i både juridisk og designmæssig henseende. Desuden peges der på en styrkelse af lokale fællesskaber uden for forbrugssfæren som en mulig vej til forebyggelse af selvdestruktivt spil.
Hun kritiserer tendensen – som er spesielt karakteristisk for nyliberalismen – å individualisere problemer. Spillemarkedet er blitt liberalisert i 1993. Samtidig har det vokst fram “et bugnende terapimarked” for å “diagnosticere og behandle de af os, der ikke kan styre vores lyster”. I en kronikk i Information skriver hun at “mystificering af spillehallen som vare” medvirker til at kundene fastholdes i spillehallen”:
Forskningsprojektet har vist, at den største risiko for at blive ludoman er kombinationen af at være enten enlig, arbejdsløs eller befinde sig i en presset livssituation, samtidig med at spillehallen udbydes som en dagligvare i ens nærområde. En af konklusionerne er, at det synes mere bekvemt, billigere eller bare mere ideologisk rigtigt at sygeliggøre forbrugeradfærd, end det er at udforme en forretningspraksis og en lovgivning, der tager sigte på forbrugerbeskyttelse.
Avhandlingen ”’There are no ludomaniacs’ – An Ethnography of Gambling With Gambling Machines” er (ennå?) ikke tilgjengelig på nett.
SE OGSÅ:
Fieldwork reveals how slot machines are exploiting people
How gaming wealth is reviving American Indian traditions