Politikere snakker varmt om kunnskapssamfunnet og verdien av høyere utdanning. Samtidig klarer eller gidder mange ungdommer ikke å fullføre yrkesutdanningen de startet på. En sammenheng? Ja, mener antropolog Karin Daugaard Hansen.
I masteroppgaven (“speciale”) Etniske minoritetspiger – Etniske uddannelsespraksisser? prøver Karin Daugaard Hansen å finne ut hvorfor så mange “etniske minoritetspiger” faller fra erhvervsuddannelsen (yrkesrettet utdannelse).
Som seg hør og bør for en antropolog har hun ikke bare snakket med jentene men også deltatt i deres hverdag på skolen. I fem måneder fulgte hun unge jenter på et grunnkurs for tannklinikkassistenter. Blant de elleve hovedinformantene er det også to etnisk danske jenter. Fire av de ni minoritetsjentene falt fra.
Karin Daugaard Hansen fant ut mye interessant. For det første slår hun fast at frafallet ikke har noe med jentenes etniske bakgrunn å gjøre, men med storsamfunnets nedvurdering av ikke-akademiske utdannelser. Når de ikke lykkes, skyldes det bl.a. at jentene ikke er overbevist av verdien av sin egen utdannelse. Yrkesutdannelse er i jentenes øyne ikke en “ikke-uddannelse”. Jentene har overtatt den dominerende diskursen som ser boklig akademisk utdannelse som veien til det gode liv.
Antropologen mener det er på tide å utfordre det dominerende synet om at kun høyere utdannelse er en god utdannelse. En bør gjøre enn innsats for å legitimere, “at unge er andet og mere end deres erhverv eller uddannelse”.
En større anerkjennelse av ikke-boklig kunnskap og ikke-akademiske utdannelser ville ha en positiv effekt på fullføringen av yrkesutdannelser.
Jentene tok utdanningen ikke av lyst eller interesse, men av nødvendighet. Danmark er jo et vidensamfund. Politikere snakker om hvor viktig det er med utdannelse – spesielt høyere utdannelse. Jentene ville derfor helst ta høyere utdannelse. De havnet på yrkesfagutdannelsen fordi de ikke kom inn på gymnaset eller ikke klarte seg der. Veien til det gode liv, forklarer antropologen, hadde blitt stengt for dem.
De færreste hadde lyst å jobbe som tannklinikkassistent. Så hva gjør man for å få litt mening inn i den kjedelige skolehverdagen? En søker likesinnende. Venninnegrupper dannes. Det er på grunn av venninnegruppene jentene klarte å være på skolen åtte timer om dagen. I gruppen føler de seg anerkjent som sosialt relevant menneske. Det sosiale blir viktigere enn det faglige.
Allerede den første dagen er jentene på jakt etter jenter med venninnepotensiale. Og dette er jenter som heller ikke er de flinkeste og mest motiverte i skolen:
Jeg mødte mine informanter en mandag. Den mandag, de startede på grundforløbet for tandklinikassistenter og spændt sad i et stort auditorium og kiggede efter piger, der lignede nogen, de ville have noget tilfælles med – piger med venindepotentiale.
(…)
Faglighed og engagement i uddannelsen blev fra den første mandag konstrueret som et symbol på at være voksen og dermed uden social relevans. Denne pointe er afgørende for mine informanters uddannelsespraksis gennem hele grundforløbet.
(…)
Den faglige proces ekskluderes fra de sociale forbundenheder og boglighed konstrueres næsten som et tabu. Idealer om at møde til tiden, lave sine opgaver, begejstre sig for det faglige og få høje karakterer blev ekskluderet sammen med fagligheden og i stedet handlede mine informantgrupper i henhold til sociale idealer om ensartethed, ligeværdighed, autenticitet og loyalitet.
Denne måten å praktisere utdannelse på en måte plasserer informantene i en høy risiko for å falle fra:
Den sociale fællesnævner, man kunne forestille sig var oplagt for piger på en ny uddannelse, engageret ung elev, har i min felt den modsatte effekt – den truer med at ophæve de forbundenheder, der muliggør en meningsfuld væren-i-hverdagen.
Positioneringerne som uboglige unge skaber bestemte forventninger til ens gruppemedlemmer, ligesom det stiller bestemte krav til den enkelte. Disse forventninger og krav er ikke orienterede mod den faglige læringsproces, men mod den konstante reproduktion af venindepotentiale, dvs. social relevans.
Men som sagt er denne måten å praktisere utdannelse på en reaksjon på storsamfunnets nedvurdering av ikke-boklige utdannelser. Dessuten er utdanningen blitt individualisert. Det fins ikke lenger noen klasser men kun løse arbeidsgrupper og det legges vekt på egeninitiativ (“ansvar for egen læring”). Mange sliter med den typen undervisning:
Læreren forsøger forgæves at skabe et fagligt baseret arbejdsfællesskab igennem læringsstils-testen, men arbejdsgrupperne formes dog på baggrund af de tests, pigerne har udsat hinanden for, i de forrige dage. Tests, der har afgjort, hvem der har mere venindepotentiale end andre.
Det er ikke vanskelig å forstå jentenes strategier:
Gennem positioneringerne som uboglige unge, opprioriteringen af sociale relationer og -idealer over faglige elementer såvel som i eksklusionen af faglighed fra de sociale rum, fortalte mine informanter sig både i tale og praksis som prototypen på instrumentelle unge, der har valgt en erhvervsuddannelse.
Den eksistentielle skuffelse og usikkerhed tilbyder således en alternativ kontekst at forstå mine informanters eksklusionen af faglighed i, der gør den mere forståelig end kontekster, der vægter instrumentelle og selvrealiserende uddannelsesforståelser, modstandsstrategier eller faglige, sproglige og interkulturelle usikkerheder som forklaringsramme.
Antropologen kritiserer det ensidige fokuset på etnisitet som vi kan finne i en stor del av den eksisterende utdanningsforskningen. Dette fører til at mye forblir skjult for forskernes blikk. Danske jenter sliter med mange av de samme problemene som jenter fra Bosnia eller Palestina. Diskursen om kunnskapssamfunnet rammer både majoritets- og minoritetsjenter.
Hun forklarer:
Min analyse af etniske minoritetspigers uddannelsespraksis og frafald fra erhvervsuddannelserne, er således mere korrekt formuleret som en undersøgelse af uboglige unge pigers uddannelsespraksis og frafald, da positionen som uboglig ung i højere grad forklarer deres uddannelsespraksis end etnicitet.
(…)
Gruppen af piger med lave uddannelsesforudsætninger består (…) af flere etniske minoritetspiger end majoritetspiger. Lighederne mellem Ann, min ene etnisk danske informant, og mine fem minoritetsinformanter, der oplevede samme skuffelse som hende, foreslår dog, at den skuffelse, der følger den manglende maskering af reproduktionen af social ulighed, ikke per se skal lokaliseres i en etnisk baggrund.
Skuffelsen opstår i et spændingsfelt mellem lave grader af kapital i hjemmet, der skaber relativt ringe uddannelsesforudsætninger og den dominerende uddannelsesdiskurs, der skaber høje uddannelsesforventninger – dvs. i fraværet af den konkurrerende uddannelsesdiskurs, der lader erhvervsuddannelser fremstå som de oplagte og rette uddannelser.
Oppgaven er veldig spennende og godt skrevet. Jeg er glad over at jeg fikk lov av forfatteren til å legge ut både oppgaven og feltrapporten om feltarbeidet blant jentene. Oppgaven ble først omtalt i Weekendavisen for en uke siden.
>> last ned oppgaven “Etniske minoritetspiger – Etniske uddannelsespraksisser?”
>> last ned feltrapporten “Destination: Uddannet!”
Se også to saker i Information om temaet: Regeringens forsøg på at mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne er slået fejl og For de studerende på erhvervsuddannelserne betyder individualisering og akademisering stigende frafald.
Jeg har tidligere kritisert den nedlatende og kunnskapsløse holdningen overfor “uboklig” kunnskap i innlegget Arbeid uten kunnskap?
