– Det er ikke formidlingen av forskernes viten, som er det viktigste for mange journalister, men jakten på den gode historie som journalistene ofte allerede har konstruert på forhånd, hevder antropolog Gunnar Lind Haase Svendsen. I en kronikk i Jyllands-Posten forteller han om sine dårlige erfaringer med pressen:
Lad mig tage et eksempel. En journalist har læst en artikel om mig i en anden avis, hvor jeg citeres for at have sagt, at det går dårligt i de danske udkantsområder. I dette interview havde jeg rent faktisk sagt, at der er visse problemer i det ene udkantsområde, jeg selv har undersøgt (ligesom der også er ting, der går godt). Men den dramatiske overskrift, som jeg aldrig har fået mulighed for at se, siger noget helt andet.
Og så er gryden kommet i kog og den ovennævnte journalist, der er faldet over artiklen, søger yderligere at skærpe denne gode historie. Han ringer mig op og får et interview. »Er det ikke sådan, at…?« kommer de ledende, ensidige spørgsmål en spørgeteknik, der er mig så ganske fremmed, måske fordi jeg er uddannet antropolog.
Han må ofte bruke mye tid på å redigere artiklene som journalistene skriver:
Når jeg så får interviewet tilsendt på skrift (hvilket jeg altid beder om), har jeg svært ved at genkende de citater fra min mund, der bliver gengivet. Jeg sidder med en besynderlig følelse af, ufrivilligt, at være blevet talerør for den pågældende journalist.
(…)
Journalisten finder det interessant, at »en forsker kan påvise«, at alle netværk derude er ved at falde fra hinanden. At grupper af lokale og tilflyttere til stadighed er i konflikt med hinanden i landdistrikterne.Og til sidst tager artiklen med ét en overraskende drejning, der korresponderer med titlens voldsomt opsatte overskrift, og moralen ender med at blive: danskerne på landet er i det hele taget mindst ligeså aggressive og intolerante overfor hinanden som indvandrergrupperne i byerne. Det er den gode historie.
Når jeg får sådanne gode historier interviews tilsendt pr. email, skal jeg bruge en masse tid på at revidere dem. Det gør jeg på følgende måde. Først retter jeg mit navn, der konsekvent staves forkert, samt mit institutnavn. Dernæst forsøger jeg at rette alle overdrivelserne så vidt muligt: alle udkantsområder rettes til nogle; alle netværk er i opløsning til nogle netværk, osv. Til sidst skriver jeg længere revideringsforslag ind i teksten, fordi der simpelthen er tale om virkelighedsforvrængning og næsten altid i pessimistisk retning. (…)
Sidst jeg sad og reviderede en sådan tekst, stoppede jeg pludselig op og sagde til mig selv: Nu må det være slut! Hvad er det egentlig, jeg sidder og gør? Jeg sidder og laver en andens arbejde. Det er jo absurd. Selve idéen i artiklen var mig helt fremmed, jeg ville meget hellere have skrevet artiklen selv.
>> les hele teksten i Jyllands-Posten
SE OGSÅ:
Artikler om urbefolkning på Andaman-øyene:- Sitater fra antropologer misbrukes
- Det er ikke formidlingen av forskernes viten, som er det viktigste for mange journalister, men jakten på den gode historie som journalistene ofte allerede har konstruert på forhånd, hevder antropolog Gunnar Lind Haase Svendsen. I en kronikk i Jyllands-Posten…