Stadig vekk hører vi hvor viktig det er at innvandrerbarn går i barnehagen for “å bli integrert”. Men nå har antropologene Eva Gulløv og Helle Bundgaard funnet ut at barnehagene kan gjøre mer skade enn gavn. Årsaken er fordommer blant barnehage-ansatte og manglende kommunikasjon mellom ansatte og foreldre. Det kommer fram i et intervju i fagbladet Børn & Unge.
De to danske antropologene har avsluttet sitt treårige forskningsprojekt “Tosprogede børn i danske børnehaver” der de studerte to barnehager der en tredjedel var “tospråklige”.
Integrering kommer ikke av seg selv. Det er ikke nok å synge barnesanger, klippe julehjerter sammen, sier Eva Gulløv. Allerede i førskoleinstitusjoner opplever barn å bli ekskludert:
“Det virker ikke nødvendigvis integrerende at sætte børn tidligt i institution. Hvis det ikke bliver gjort ordentligt, risikerer man bare at flytte nogle problemer længere ned aldersmæssigt og endda gøre dem værre. Hvis du allerede de første fem år af dit liv er vant til at blive ekskluderet frem for at blive inkluderet, kommer der måske en voldsommere reaktion i skolen, end der ellers ville være kommet.”
Forskerne observerte at tospråklige barn dannet egne grupper og ikke ble del av det “store fellesskap”. En grunn er språket, forklarer Eva Gulløv:
“Sproget er meget vigtigt. Børnene bruger det til at forhandle med – “du er faren, og du er moren.” Hvis du ikke er sproglig god, har du svært ved at forhandle, og de tosprogede børn bliver derfor ofte de små i rollelege, og derfor søger de mod børn, de kan være lige med.”
Dette kunne pedagogenes ha gjort noe med. Men det gjorde de ikke. Pedagogene lagde vekt vekt på frie idealer, demokrati, og at det er viktig, at barna setter ord på sine følelser:
“Pædagogerne siger til Ahmed, at han skal sige, at han ville være med i legen, men det hjælper ikke noget, for det er stadig Jonathan, som har definitionsmagten over legen. Generelt arbejdede pædagogerne ikke med at give børnene redskaber til at udtrykke sig med, til at udvide deres ordforråd eller hjælpe dem med det, de ikke kan sige.
I det lange løb kan der imidlertid ske en eksklusionsproces af de tosprogede børn. De leger ikke med de danske børn, de bliver afvist, og de kommer derfor heller ikke hjem til hinanden for at lege.
Antropologene oppdaget at barn med minoritetsbakgrunn ble forskjellsbehandlet på grunn av bestemte forestillinger om “deres kultur”:
Da en tosproget pige kom tilbage fra en ferie var hun meget indadvendt, ked af det og tavs. Hun ville ikke fortælle, hvad der var galt, og personalet snakker om, at det er et problem, at man ikke snakker om følelser, der hvor pigens familie kommer fra. Da en dansk pige får det på næsten samme måde, reagerede personalet med at gå ind i pigens og familiens problemer. “Det skete flere gange, at personalet så det enkelte barn og familien, når det var en dansker, og hele kulturen, når det var et tosproget barn,” siger Eva Gulløv.
Skyldtes problemene at innvandrerbarn ikke ville integrere seg? Dette avviser Gulløv:
Mange forældre anstrengte sig for, at deres børn ikke skulle være anderledes, de forsøgte at lave madpakker, der lignede de danske, og de ønskede, at deres børn lærte dansk.
Forskerne peker på en paradoks:
Vores materiale indikerer, at forskelle der har baggrund i social klasse og etnicitet gensidigt forstærker hinanden i den institutionelle kontekst og resulterer i konstruktionen af specielt muslimske børn som anderledes, – en anderledeshed som forstærkes gennem børnenes egne interaktioner. Denne konstruktion legitimerer en pædagogisk bestræbelse på at lære minoritetsbørn, hvordan man bør opføre sig på måder, der eksplicit ignorerer forældres ambitioner og værdier vedrørende opdragelse. Legitimeret ved et pædagogisk hensyn opereres der således med forskelle, på trods af et ideologisk udgangspunkt i lighed og ligeværd.
(…)
Familierne bliver problematiseret, fordi de ikke passer ind i daginstitutionernes målestok for, hvad der er normalt.
Men de legger vekt på at resultatene ikke kan brukes til å si at barna skal bli hjemme isteden. Men det er viktig at tospråklige barn opplever at de blir inkludert og ikke ekskludert.
>> les hele intervjuet i Børn & Unge
>> oppsummering av forskningsprosjektet
